Det tør siges at være et usædvanligt kultursammenstød, da Kultur-Raketten i fredags præsenterede åndelig musik i ét af de lokale templer for udskænkning af våde varer, nemlig Gjerrild Kro. Det var en spændende nyskabelse i Raket-programmet, og dét fortæller vi om i dag.
Søren Friboe og Niels Ullbrandt underholdte på Gjerrild Kro.
|
Ligefrem salmesang i gængs betydning var der dog ikke tale om, men derimod om spirituel sang og musik, inspireret fra vidt forskellige steder i verden.
Musikken blev fremført af en duo – en til lejligheden dannet ”fraktion” af gruppen Dawa – med sangeren Søren Friboe og Niels Ullbrandt på diverse tangenter.
Udover at være en teknisk begavet sanger har Søren Friboe på adskillige rejser rundt om i verden samlet lokale instrumenter, som han også akkompagnerer sin sang med, heriblandt både strengeinstrumenter, fløjter og trommer.
Én af de musikalske hovedinspirationer er den tibetanske tempelmusik, og Søren Friboe står i det hele taget for forbindelsen tilbage til ur-musikken, mens Niels Ullbrandts indsats gav associationer til både nutid og fremtid, med rod i den moderne jazz.
Med stor dygtighed blandede de 2 stemmer, instrumenter, computerlyde m.m. til en musik fuld af overraskende overgange og skift – i alt fald i første afdeling af den usædvanlige koncert.
Hvor det første sæt var et stort lydmaleri, var der i andet tale om en mere ”normal” afdeling sange. Men det verdensmusikalske koncept blev bibeholdt med sange fra både Brasilien, USA og Als, og der var også 2 oversættelser af digte af spanieren Lorca, sat i musik af en dansk komponist. Også dét var utroligt smukt og stemningsfuldt, selvom der ikke lå så mange overraskelser gemt hér, hvor den altovervejende hovedvægt var lagt på ballader.
Gjerrild Kro fortjener stor ros for deres dristighed med at skifte deres ”normale” mere dansktopagtige kromusik ud med ”verdensmusik”.
Hilding Hviid og Co. havde bestemt fortjent et større fremmøde, end tilfældet var – og alt for mange nørre djursere gik således glip af en musikalsk oplevelse, man sjældent får på disse kanter.
Du kan selv gå en tur ind på gruppens hjemmeside på følgende adresse:
http://www.dawa.dk
Kilde: rex
rex