Rougsoeportalen.dk

grenå bladet:
Det er lettere for os at forstå langfredag. For den handler om noget, vi kender til: Meningsløs vold, afmagt, forræderi og død! Ikke kun i Mellemøsten og Spanien via TV. Det sidder i vort sind som utryghed overfor, hvad der skal ske os selv og vore kære.

Her ses billedkunstneren Arne Haugen Sørensens maleri fra 1995 "Han bar selv korset"

Påsken derimod - den er svær! For den påstår, at der hinsides os og vores verden er en almægtig, sejrrig virkelighed af ukrænket menneskelighed og omsorg, som vil os noget - og kan noget i den her verden! Det er svært at forstå. Og endnu sværere at stole på! Og det er unægtelig først, hvis vi ikke kan lade være at stole på den, at vi inddrages i den!

Er vi så praktiserende ateister?
Nogle af os kan snakke i timevis om Gud; men vi er fælles om at være - praktiserende ateister! For nu at være lidt grov overfor os alle sammen.
Det er vi, når vi i vort virkelige liv til daglig i realiteten kun har os selv og vore egne ressourcer at indrette os efter. Efter opskriften: Enhver må klare sig selv, ikke sandt!
Vi har i det daglige meget lidt fornøjelse af Vorherre: som vores personlige arbejdsgiver, vores samvittighed, vores mening, vores trøst og vort håb! Hvad fornøjelse og gavn han har af os, tør man slet ikke tænke på! Mange har for længst skrottet deres Fadervor.
Her kunne vi lære noget af Jesus - at tage Gud på ordet! Det gjorde han. »Du er min Søn den elskede«. Det var hvad Jesus fik at vide i sin dåb. Det holdt han sig til! Og det holdt som bekendt til det, han kom ud for!
Vorherre har som bekendt sagt nøjagtig det samme til os, da vi blev døbt og konfirmeret og adskillige gange siden, men os bider det ikke rigtig på.

Vorherre tror på dig!
For os er det naturligvis vigtigt, hvad vi går ind for eller ikke tror på, hvad vi føler! Man skal imidlertid ikke have snuset meget til kristendommen, før man opdager, at kristendommen ser tingene fra den modsatte side. Her går det efter opskriften: Vorherre har foræret dig dette liv. Han har døbt dig. Han tror faktisk på dig. Og han regner med dig - i et omfang, der vil forskrække dig. »Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød«.

Vorherres mening om mennesket!
Hvad mener Vorherre om dig? Det ved vi en del om.
Tænk på Jesu historie om den far, der blev så glad, da han fik sin umulige søn hjem igen. Han havde bestemt ikke glemt ham. Han løb ham i møde og omfavnede ham. Realiteten er, at vi kom med i den lignelse, da vi blev døbt! Vi er hans børn!
Og det skal man tage til fuldt pålydende!
Det betyder, at vores gudsforhold ikke er baseret på vind, men på realiteter, som er uflyttelige!
Man bliver som bekendt ved med at være børn af sine forældre, uanset hvordan det går en. Vi har lige fået vort barnebarn nr. 7, og oplevet et par nyslåede forældre i aktion tidligt og silde: Et par forældre og så deres barn! En tættere sammenknytning mellem to kan ikke tænkes! Et forhold hinsides ord, følelser, alt! Og det er altså en afglans af Vorherres sind overfor os.

Hvad har man en kirke til?
Af en kirke må man forvente, at den ved om dette Vorherres egenartede, nære forhold til sine børn? Og lever op til det! Derfor skal kirken i sin gudstjeneste være som en omsorgsfuld mor, der står en bi, når man dukker op. Med alt det, kirken er god til: Den skal hjælpe os med at snakke med Vorherre. Altså bede bønner. Den skal fortælle os om Jesus og hans liv på jord. Og gå videre i hans fodspor - tage alle som de er, byde alle til bords o.s.v. Så man kan få styrket ens dåbsjeg! Og så gå hjem og gøre gavn, som Gud det vil!
Sådan har jeg det selv med kirken. Havde man ikke den at ty til engang imellem, så forduftede ens kristendom vist? Og med den en bunke ting, som kan vitaminisere vores liv! Bl.a. fællesskabet mellem os! »Du er det fælles hjem« som Carl Svenstrup for mange år siden sluttede sit digt til Grenaa Kirke.
»Hvor mine de små er i senge«.

Påskens evangelium og kirkens rolle her!
Lad mig fortælle, hvordan jeg føler, at vores kirke står os bi med påskens evangelium. Altså lader påskens ord blive nærværende og konkrete! Det føler jeg stærkest, når jeg som præst er til en begravelse eller en bisættelse i kirken eller i kapellet på kirkegården.
Så skal præsten jo ikke kun holde en personlig mindetale over afdøde. Det skal han og det er vigtigt; for vi er samlet for at sige farvel og ære vor dødes minde iblandt os. Og vi er hinandens liv! Præsten skal også holde en lille påskeprædiken.

Er det i kirke, står jeg ved døbefonten, så tæt at jeg kan røre ved den. Så strømmer det fra den gamle font: Det, Vorherre begyndte i dig, da han døbte dig, det står han ved! Det har han ikke glemt! Uanset hvor småt, hvor usynligt det var! Hvad han har lovet, det gør han. For han er lige som en Far!
Så lad mig sige dig, hvad dåbens betydning i denne stund er for vor kære, som er døde. Det er indeholdt i dette vers:

»Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov,
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge.
Gud Fader har sagt:
Stå; engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge«

Sådan udøver kirken, synes jeg, som vor mor omsorg for os - ved til sidst at føre os ind i den påskemorgenrøde, der er begyndt - for os alle!

Glædelig Påske!

42 præster ved en gudstjeneste!
2. påskedag kl. 10 afslutter 42 konfirmander deres undervisning ved for deres forældre - og evt. andre interesserede - måske ikke mindst interesserede børn? - at opføre et påskespil i Grenaa Kirke.
Her ser man det meste af påsken og det hele bliver forklaret, så det er til at forstå for alle! Det, der skete med og omkring Jesus palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskelørdag og påskedag!

Kilde: grenå bladet

sherry