Byrådet satser på Åbyen – men vil ikke opgive Stensmark og Annebjerg som byvækstområder
grenaa bladet:
På det seneste byrådsmøde skulle Grenaa Byråd diskutere diverse oplæg til prioritering af nye potentielle byvækstområder i kommunen. Alle var enige om, at Åbyen var noget, der under alle omstændigheder skulle arbejdes videre med, mens der var delte meninger om resten - stort set.
SF’eren Tom Mortensen påpegede i den forbindelse, at de signaler, der på det seneste var kommet ovenfra vedrørende muligheden for udstykninger af byggegrunde (med havudsigt) ved Stensmark og sommerhusgrunde i Annebjerg Plantage (Fuglsang) burde medføre, at byrådet skubber disse to projekter ned på listen, for i stedet at fremme nogle mere realistiske af slagsen. På den led indstillede han, at der arbejdes videre med Åbyen, Ramskovvej/Fuglsang og Nordbakken i Trustrup, mens Stensmark og Annebjerg burde glide mere eller mindre ud af listen.
– Lad Stensmark og Annebjerg hvile. Det er to fantastiske naturområder, som vi næppe får lov til at røre ved, og i den situation bør vi kigge nogle andre steder hen. Eksempelvis Nordbakken i Trustrup bør være en overvejelse værd. Der sker en masse ude i det område. Der er masser af lokal energi og drive i retning af at skabe byudvikling i området, og det bør vi støtte op omkring, sagde SF’eren, der egentlig fik stemt sit forslag hjem, men alligevel fik han ikke helt sin vilje, fordi et stort flertal også gik ind på Økonomiudvalgets flertalsindstilling, der bakkede op omkring forvaltningens indstilling: Nemlig at der arbejdes videre med de igangværende aktiviteter med hensyn til byvækstområder. Og det inkluderer såvel Stensmark som Annebjerg - ligesom arealer ved Golfbanen og ved Dolmer også indgår i den kommunale byvækst-planlægning anno 2004.
En lækker bidsken
Byggegrunde med havudsigt er jo noget af en lækkerbidsken for en økonomisk trængt kommune som Grenaa, men her kommer der altså nogle overordnede planmæssige hensyn i vejen, idet byggeri i kystnære områder er uhyre vanskeligt - for ikke at sige næsten umuligt. Der er bred politisk enighed om, at de danske kyster skal beskyttes mod byggeri for at bevare de naturværdier, der eksisterer netop her. Omvendt er regeringen kommet med udmeldinger om, at det for at skabe vækst i yderområderne, kan være nødvendigt at dispensere lidt fra disse strenge bygge-restriktioner. Den bold har Grenaa Byråd så grebet med stor fryd, men har altså ikke rigtigt fået noget ud af de smukke intentioner endnu. Men man vil altså ikke opgive ævred før alle muligheder er udtømte, var meldingen på byrådsmødet.
Forslag fra minister er ude i høringsfase
Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) har kastet et forslag på bordet, der går på udstykning af i alt 8.000 nye sommerhusgrunde i de kystnære zoner i Danmark - udenfor strandbeskyttelseslinien på 300 meter, men indenfor de næstfølgende 2700 meter, hvor der de seneste 25 år har eksisteret et næsten totalt byggestop. Miljøministerens forslag er i øjeblikket i en høringsfase, og i forbindelse med netop denne høringsfase kommer Folketingets Miljøudvalg rent faktisk til Grenaa og Nørre Djurs den 21. april, skriver Århus Stiftstidende - og det netop for at besigtige Annebjerg Plantage i Grenaa, mens det i Nørre Djurs er områder ved Fjellerup Strand og Bønnerup Strand man gerne vil have lov til at udstykke nye sommerhusgrunde på - og derfor skal besigtige. Formålet med ministerens forslag er blandt andet at give kommuner i udkantsområder en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning. Et konsulentfirma har for ministeriet beregnet, at 600 nye sommerhuse ved Grenaa Strand vil være ensbetydende med 260 midlertidige arbejdspladser på Djursland. Kommunen vil få 31 mio. kroner ind i grundsalg, mens erhvervslivet med videre vil kunne hente 49 mio. kroner. Sommerhusene vil desuden skabe varige millionindtægter fremadrettet for Grenaa, viser rapporten.
Passus spænder ben for Annebjerg-projekt
Grenaa Kommunes problem i denne sag er imidlertid en lille passus i lovforslaget, hvor der står, at de nye sommerhusområder skal ligge bag allerede eksisterende bebyggelser med fritidshuse. Annebjerg Plantage ligger ikke bag, men i forlængelse af det eksisterende sommerhusområde.
En »problematik«, som Venstre’s viceborgmester Svend Brandstrup Hansen netop var inde på i forbindelse med det seneste byrådsmøde.
– Fra Venstre’s side er holdningen den, at vi gerne vil bakke borgmesteren op omkring Annebjerg. Det er beklageligt med de notater, der ligger i sagen p. t., men vi skal ikke gi’ op på grund af lidt modstand. Det eneste, der mangler, er jo blot en åbning i bestemmelserne, hvor der står »bag ved/i forlængelse af eksisterende sommerhusområde«. Så er den der! sagde Venstre-manden.
Gert Schou kom derpå med et bidrag til debatten, hvor han - specielt henvendt til SF’eren - sagde, at det for Grenaa Kommune gælder om at have så mange ting i spil som overhovedet muligt, men omvendt er nødt til at prioritere lidt i mulighederne af hensyn til ressourcerne i forvaltningen.
– Vi kan ikke tage fat i det hele på én gang. Vi er enige om at koncentrere kræfterne omkring Åbyen, og så fornemmer jeg også et flertal for, at vi forfølger mulighederne ved Annebjerg og Stensmark helt til dørs, sagde han.
Den var Venstre’s Jørgen Katholm med på.
– Stensmark har rumlet i mange år: »Hvis bare man kunne udstykke på Stensmark helt ud mod Fornæs, så var Grenaa’s lykke gjort!«. Hvor tit har den ikke været oppe og vende. Nu synes jeg, at vi én gang for alle skal forfølge denne mulighed til den bitre ende, og så ellers få den lukket efterfølgende, sagde Jørgen Katholm, der i øvrigt ikke mente, at byrådet skulle prioritere alt for voldsomt p. t., eftersom kommunens strategiplan i øjeblikket er ude i en høringsfase. Venstre’s holdning er, at man gerne lige vil høre borgernes synspunkter i den retning, inden man lægger sig fast på dette og/eller hint.
– Det er vigtigt, at borgerne selv melder ind med præferencer. I en sådan høringsfase bør vi som byråd ikke gå ind og »overrule« hvad der måtte komme fra borgerne selv, sagde Svend Brandstrup Hansen i den forbindelse.
Omvendt ville man ikke skyde nogle muligheder ned på forhånd, hvorfor SF’erens forslag ikke fik lov at stå alene, da der skulle stemmes.
Kilde: grenaa bladet
sherry