grenaa bladet:
bondesamfundet faldt påsken i den periode, hvor man skulle til at pløje og så. Det store arbejde krævede et ordentligt kraftfoder, som kunne bestå af »plovgrød«, »harvekager« og »tromleæg«.
IKælenavne, der dækker over henholdsvis risengrød, skidne æg og æbleskiver.
Den gang var der færre - og anderledes - retter, end vi er vant til idag.
Alligevel forstod vore formødre at skabe en vis variation - for eksempel ved at kombinere råvarer, som vi idag næppe ville sætte sammen.
Påsken er også den tid på året, hvor hønsene atter lægger æg - og derfor kunne man smovse lidt mere end sædvanligt. Æg var ellers ikke nogen daglig spise, det var festmad - eksempelvis i form af æggekage eller lignende. Men til påske hvor æggeforsyningerne var større, kunne man spise dem hårdkogt,
og mange folkemindeoptegnelser fortæller, at tjenestefolkene fik et vist antal æg som en slags »påskebonus« - altså lidt på samme måde, som man fik æbleskiver op til jul.
I mange egne af landet var skærtorsdag dagen, hvor man skulle have 9 slags kål kogt sammen.
Spiste man ikke »ni-kålen« kunne man risikerere at få hovedpine, mavesmerter eller »rygværk« i det kommende år. I mangel af ni slags (eller nogle steder syv) slags kål, kunne man være nødt til at snuppe noget andet grønt - for eksempel et par brændenældeblade, et græsstrå eller lignende.
Langfredag spiste man nogle steder, for eksempel i Nordsjælland - et æble på fastende hjerte.
Det skulle beskytte mod tandpine i det kommende år. Andre steder fik man æblet påskemorgen som beskyttelse mod feber. Menuen til langfredag kunne iøvrigt bestå af rugmelsgrød med honning.
Denne ret skulle også være virksom mod ryg- og mavesmerter.
Påskelørdag kaldtes også »skidtlørdag« eller »skiden lørdag« - dét var nemlig vaskedag.
Et andet navn - »stumpelørdag« - antyder, at dagen næsten var for kort til alt det, der skulle nås inden søndagen. Lørdagens spise var »skidne æg« - det vil sige hårdkogte hønseæg i sennepssovs.
En ret, der stadig er populær den dag i dag.
Kilde: grenaa bladet
sherry