Der er endnu ikke gadelygter på Friland. Det kommer måske engang, men til gengæld var det tydeligt at se lyset fra Pavillonen, som sammen med tusmørket viste vej ad stien til aftenens arrangement, hvor det ene spektakulære hus efter det andet vidnede om, at Friland ikke blot er et mediestunt - her bor faktisk mennesker.
En god del af indbyggerne og en del udefrakommende var snart samlet i fælleshuset denne tirsdag aften i marts på den anden af 2 temaaftener for iværksættere i samarbejde med Djurslands Erhvervsråd. Herudover var der paneldeltagere fra Handrupgruppen, Teknisk Skole i Grenå og 3 virksomheder under opstart på Friland.
Nu kommer det jo nok ikke som den helt store overraskelse, at der bor iværksættere på Friland. Bare det at gå igang med dette meget omtalte projekt er nærmest indbegrebet af iværksætterånd. Det synes således som om ikke blot bygningerne men også menneskene denne aften var bygget af utraditionelle materialer. På samme måde var selve stemningen smittende, og der blev såmænd også pirret til undertegnedes iværksættertrang.
Initiativtager til arrangementet var én af frilænderne - Helle - som i aftens forløb også holdt et indlæg om sin egen virksomhed, hvor hun yder ma-uri-massage. Dette er en speciel massageform, hvor massøren på en meget indstuderet måde danser rundt om klienten og masserer vedkommende ved brug af underarmene.
Endvidere fik tilhørerne indblik i 2 andre virksomheder under opstart på Friland - dels Peter fra Aalborg, som præsenterede tilhørerne for sin virksomhed baseret på et meget fremsynet design, materialiseret som grafik, skulpturer og arkitektur og dels Dorthe, som leverer mad-ud-af-huset - også denne aften i form af kaffe og kage samt smagsprøver på pålæg.
Aftenen var omkranset af et fælles tema for iværksættere, denne gang præsenteret af Jørgen Keiniche fra Handrupgruppen, som talte om de psykologiske udfordringer ved at gå fra et lønmodtagerjob til at være selvstændig og hvordan man i denne proces kan passe på sig selv og sit bagland.
Han opsummerede 5 fokuspunkter, som det er vigtigt at forholde sig til, specielt når man er afhængig af egen diciplin: psykologi, personen, gruppen, salg & netværk.
- Det psykologiske handler om at kunne kommunikere med familien om mulige konsekvenser ved at drive virksomhed samt at sørge for at planlægge, så der også er fritid til at lade op i.
- Det personlige handler om egen motivation og udviklingsområder.
- Det gruppemæssige handler om at gøre sig klart, hvor man er presset udefra, hvor man kan drøfte professionelle svagheder, få inspiration samt få et fagligt forum.
- Salg handler om at tro på produktet, finde ud af, hvor man eventuelt vil gå på kompromis omkring produkt, betingelser eller pris, samt selve det professionelle forhold til kunden.
- Netværk handler om ikke kun at have et personligt netværk, idet det ikke vil kunne bære alt. Det kan således være en god idé at få sig et psykologisk netværk, gerne af professionel art, hvor man kan blive rådgivet om svage sider og udvikle sig personligt. Herigennem vil man kunne opnå en større psykologisk modstandskraft.
Ma-uri-massøren havde også her en filosofisk kommentar, idet massageformen bl.a. skulle gøre os bedre i stand til at vælge vores egne tanker, herunder opnå en tro på at livet i sig selv vil bære os oppe, selvom vi slipper sikkerhedslinerne. Når vi har således har opnået en indre ro, vil vi hver især kunne vise, hvem vi er som menneske.
Djurslands Erhvervsråd og Friland har efter de 2 arrangementer fundet ud af at fortsætte samarbejdet, idet der til næste vinter vil være 4 opfølgende arrangementer for iværksættere, eksempelvis med fokus på markedsføring, forsikring og regnskab.
Men nu er det ved at være forår, hvor de udendørs aktiviter begynder at tage fart . Fra Skærtorsdag og frem vil det således være muligt at følge med i Frilands aktiviter på DR2, ligsesom der på www.dr.dk/friland til stadighed er friske oplysninger om Friland.
Kilde: af Morten Käszner
morkas