Det følgende er faktisk nogle ganske kloge betragtninger om, hvordan en stor Djurslandskommune kan betyde det modsatte af hensigten, nemlig samling af hele Djursland. Det er én af Midtdjurs` flittigste debattører, der skriver:
”En sydmodel bestående af Midtdjurs, Ebeltoft, Rosenholm og Rønde og den anden halvdel: Grenå, Rougsø, Sønderhald og Nørre Djurs vil være det absolut bedste for alle borgere på Djursland. Hvis man trækker på samme hammel for at få dét gennemført, sikrer vi to velfungerende kommuner. Hvis man kæmper for en storkommune, og f.eks. Rosenholm foretrækker Århus, og Sønderhald vælger Randers, og vi får en storkommune uden Sønderhald og Rosenholm, så kan vi godt lukke forretningen, for så går vi glip af skatteindtægter fra de to kommuners borgere, der har deres arbejde i Århus- og Randers-området.
De to kommuner kan efter min bedste overbevisning ikke undværes på Djursland. Børge Ravn Kejser (forfatter til dét Synspunkt fra Lokalavisen, vi også bragte forleden,
red.) og jeg udtrykker os forskelligt, men jeg synes, jeg kan tilslutte mig hans holdninger i Synspunktet. Jeg ønsker heller ikke én stor Djurslands Kommune af flere grunde. Dén grund, jeg helst vil holde mig til, er, at området simpelthen er alt for stort. Beslutningstagerne vil være langt fra yderområderne, og der vil ske masselukninger af små enheder. Det vil jeg altid være modstander af. Området Djursland er ramt af massefyringer p.g.a. lukninger af store fabrikker, så hvad vi opnår ved at jage Rosenholm og Sønderhald til de store kommuner, har jeg svært ved at se fordelene ved.
Jeg anser de, der bruger krudtet på en stor Djurslands Kommune, som bannerførere for at ødelægge Djursland. Kan de virkelig ikke se, at det bedste er to kommuner, og så kan de to kommuner jo stadig samarbejde for at gøre Djursland bedre – til gavn for alle.
Børge Ravn Kejser! Vi må se, om vi kan tale Venstre til fornuft. Jeg tvivler, men så må vi håbe, at de mange fornuftige vælgere på hele Djursland vil vælge at stemme på borgerlister ved næste valg. På denne måde kan V så få nogle ridser i lakken.”
Skrevet af Pauli Andersen fra Pindstrup i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 5. april
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex