Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Grenaa Varmeværk er blandt de 25% billigste i Danmark

grenaa bladet: Grenaa Varmeværk A.m.b.A har netop kunnet afholde generalforsamling. Det foregik i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, og formanden Frede Frandsen kunne her - ikke uden en vis stolthed i stemmen - konstatere, at varmeværket i Grenaa er blandt de 100 billigste varmeværker ud af cirka 400 værker i Danmark.

Økonomien i det lokale varmeværk er således kernesund, og det kan man også læse ud af den omstændighed, at varmeværkets bestyrelse den 1. december 2003 vedtog et budget for 2004, der atter betød uændrede takster for 2004. Det er 13. år i træk, at GV kan holde varmeprisen i ro. Det er faktisk ikke helt sandt, for et enkelt af de 13 år satte man faktisk varmeprisen ned på grund at et ekstraordinært stort overskud et enkelt år, som så kom andelshaverne til gode det næstfølgende år i form af lavere varmepriser. Der er jo ikke tale om et profit-foretagende, men et selskab, hvor det er kunderne, der ejer virksomheden.
– I realiteten betyder fastholdelse af prisen gennem så mange år et betydeligt fald i varmeprisen set i forhold til almindelige pris- og lønstigninger, og det er lykkedes, selv om nogle af leverandørerne af energi til varmeværket har justeret deres priser op, sagde Frede Frandsen, der i sin beretning blandt andet også kunne orientere om det samlede anlægsbudget for 2004, der er blevet fastsat til 5,8 mio. kroner.
Den største post på anlægsbudgettet er ubetinget udskiftning af kedlerne på Søndre Skoles varmecentral. Kedelanlæggene på de forskellige varmecentraler bliver løbende vedligeholdt og renoveret, således at GV altid har et driftssikkert reserve- og spidsbelastnings-anlæg. Forsyningssikkerheden er alfa og omega for GV, der på den led i øjeblikket er i gang med at lave en sammenkædning af to forsyningsområder Søndre Skole og Søndenå. Med denne sammenkædning bliver der nu skabt mulighed for i en nødsituation - hvor leverandørerne svigter af den ene eller den anden årsag - at forsyne hele Søndenå-området via centralen ved Søndre Skole. Når den planlagte udskiftning af kedlerne på Søndre Skole er gennemført i løbet af i år, vil det være muligt at fjerne kedlerne samt skorstenen ved centralen på Søndenå. Den fremtidige funktion for Søndenå bliver således som pumpestation for Søndre-centralen.
Tilslutningspligten til GV har betydet, at der er en del flere »kunder i butikken« end da den politiske beslutning om tilslutningspligt til varmeværket blev vedtaget i Grenaa Byråd i starten af 90’erne. Siden 1991 har GV således oplevet en stigning på 70% i antallet af andelshavere - fra 2.700 til 4.600 i dag. Alt andet lige også noget der er med til at give GV en fornuftig økonomi.
2003 bød også på en fastansættelse af Søren Geertsen som driftschef for GV. Hans prøvetid udløb den 31. marts 2003, og Frede Frandsen kunne i sin beretning fortælle, at man i bestyrelsen havde været så tilfredse med Søren Geertsens lederegenskaber og den daglige drift af varmeværket, at man besluttede at fastansætte ham.
Frede Frandsen berettede også lidt om fremtiden for varmeværket.
– Antallet af nye tilslutninger de kommende år må forventes at komme til at ligge på cirka 30 tilslutninger om året, og det primære i anlægsafdelingen vil således blive renoveringsarbejder af ledningsnettet, sagde Frede Frandsen blandt andet i sin beretning på generalforsamlingen.

Kilde: grenaa bladet

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam