grenaa bladet: Direktør Kenny Jensby, Uniscrap A/S, er valgt som ny formand for Grenaa Havn A/S, mens havnens hidtidige formand, kundeservice- og shippingchef Henning Laursen, er tiltrådt som adm. direktør. Ændringerne i ledelsen er sket efter at havnens direktør gennem 9 år, David York Christensen, har ønsket at gå i gang med nye udfordringer i shippingbranchen, hvor han indtræder som partner i shippingfirmaet Franck & Tobiesen, der blandt andet også har aktiviteter på Grenaa Havn.
|
Grenaa Havn A/S har som bekendt netop igangsat en udvidelse af havnen til 70 millioner kroner. En udvidelse, der er blevet igangsat som følge af en generel positiv udvikling på havnen gennem de seneste 9-10 år. For at bevare kontinuiteten i dette arbejde har bestyrelsen valgt at ansætte den hidtidige formand, Henning Laursen, som ny adm. direktør. Henning Laursen har således selv været med til at udforme og godkende projektet for havneudvidelsen, ligesom han har været med til at udarbejde konceptet for Grenaa Havn A/S som en moderne virksomhed med »One Stop Shopping«. I det nye koncept tilbydes en totalpakke på logistikområdet - et koncept, der løbende skal udvikles sammen med virksomhederne på havnen.
Det er især Henning Laursens kommercielle baggrund, som har gjort, at bestyrelsen for Grenaa Havn A/S har valgt ham som ny daglig leder.
– Det maritime kender jeg nok ikke så meget til, men den ekspertise har vi jo også i forvejen på havnen, siger Henning Laursen.
Han er 44 år gammel og bor i Grenaa. Han har tidligere arbejdet på BASF, hvor han i 1991 sluttede som logistikchef inden turen gik videre til Bryggerigruppen A/S. Han er erhvervsøkonom, og har hos Bryggerigruppen A/S som kundeservice- og shippingchef været ansvarlig for at få den overordnede planlægning til at hænge sammen med dagligdagens krav, idet virksomhedens produkter bliver sendt ud til kunderne verden over.
I de kommende måneder vil Henning Laursen arbejde tæt sammen med David York Christensen, som i en periode fortsat vil stå til rådighed for Grenaa Havn A/S. – David York Christensen har ydet en fantastisk indsats for Grenaa Havn A/S, og har blandt andet været drivkraften bag den udvidelse, som netop er startet. Derfor er jeg glad for, at han i sit nye job vil bevare kontakten til Grenaa Havn. Samarbejdet mellem os har altid været positivt og inspirerende, og ændringerne i ledelsen er helt udramatiske, siger Henning Laursen. Den nye formand for Grenaa Havn A/S, den 49-årige Kenny Jensby, er administrerende direktør i Danmarks største genindvindings-industri, Uniscrap. Han er født og opvokset i Grenaa, og tiltrådte for et par år siden sammen med Henning Laursen som bestyrelsesmedlemmer efter havnens overgang fra en 100% kommunal havn til et A/S. Grenaa Kommune optræder dog som eneaktionær i Grenaa Havn A/S. I forbindelse med Henning Laursens udtræden af bestyrelsen for at overtage direktør-jobbet, vil der senere blive udpeget et nyt bestyrelsesmedlem.
Kilde: grenaa bladet
unavngivet