grenaa bladet: Grenaa Produktionsskole river en dag ud af kalenderen og yder gratis arbejde.
– Kan vi, på Grenaa Produktionsskole, gøre dig glad på »Gør Glad Dag« onsdag d. 28. april?
Har du en hylde, der skal sættes op, en græsplæne, der skal slåes, affald der skal køres væk?
Eller mangler I et basketstativ, skal stakittet repareres, eller skal du have bagt småkager, boller eller kransekage, spørger forstander Heidi Grøndal, og fortsætter:
– Skal din idrætsforening have lavet en boldkasse eller malet et klubhus, eller måske skal din klasse forkæles? Skal der tages billeder af børnene i institutionen?
– Ring til produktionsskolen eller kom forbi med dit forslag til, hvordan vi kan gøre dig glad, og måske bliver det dit glade forslag, der bliver valgt ud. Du betaler materialerne og vi udfører arbejdet. Vi skal senest have dit forslag fredag d. 23. april 2004, slutter Heidi Grøndal.
Produktionsskolerne i Danmark er netop fyldt 25 år. I den forbindelse sendes en stafet i form af en trailer rundt i hele landet. Traileren indeholder udstillingsmateriale om produktionsskolerne.
Dette materiale supplerer man med billeder og effekter fra Grenaa Produktionsskole. Udstillingen vil kunne ses på skolen hele uge 18.
Kilde: grenaa bladet
unavngivet