grenaa bladet: Der er travlhed i Ældrecentret Posthavens Venneforening, hvor man i disse dage gør gevinsterne klar til forårets store bankospil, som finder sted i Posthavens café tirsdag den 20. april kl. 19.oo. Mange af gevinsterne er skænket af velvillige sponsorer, andre er købt ind til lejligheden og alle skal pakkes pænt ind til den store dag, fortæller formanden Svend Busse.
Venneforeningens jule- og forårsbanko er kendt viden om, og mange plejer at møde op til denne festlige aften. Undervejs vil der blive drukket kaffe og spist boller og lagkage. Udover selve bankospillet vil der være pause- og mini-banko, fortuna og amerikansk lotteri.
Overskuddet har Venneforeningen god brug for til det arbejde der udføres til gavn for beboerne i Posthave-området og alle de borgere, som så flittigt støtter op om arrangementerne på stedet. De store underholdnings-arrangementer med professionelle kunstnere kan kun afvikles, hvis Venneforeningen har lidt midler på kontoen.
– Vi håber således på endnu et stort fremmøde til dette års forårsbankospil i Posthaven, slutter Svend Busse.
Kilde: grenaa bladet
unavngivet