grenaa bladet: McDonald’s lancerede i påsken en lettere udgave af børnemenuen Happy Meal. Pommes frites kan byttes ud med små gulerødder, og frisk frugt er kommet på menukortet som ekstra tilbehør.
For lidt motion og forkert mad. Sådan lyder hovedårsagerne til, at stadig flere danske børn lider under overvægt, og den udvikling vil McDonald’s gerne være med til at påvirke.
Det sker med to grønne nyheder. For det første kan fritterne nu skiftes ud med friske, frække gulerødder, og det sænker kalorietallet i de populære Happy Meals til børn.
For det andet er menukortet udvidet med poser med saftige frugtstykker, der egner sig som dessert eller snack. Gulerødder og frugtposer får følgeskab af et nyt kyllingeprodukt, som børnene kan vælge i stedet for f.eks. en hamburger, og blandt drikkevarerne i Happy Meal tilbydes der nu også en frugtjuice uden sukker, farvestoffer og konserveringsmidler. Økologisk letmælk er fortsat på menutavlen som alternativ til juice og sodavand.
– Med de nye produkter kan man sammensætte et Happy Meal på helt op til 40 forskellige måder. Dermed imødekommer vi især mødrenes ønske om flere valgmuligheder for deres børn, siger driftsdirektør Kristian Scheef Madsen, McDonald’s Danmark A/S.
Myndighederne anbefaler, at børn over tre år får mindst fire stykker frugt eller grønt om dagen.
– Det betyder faktisk, at hvis man vælger gulerødder i sit Happy Meal og supplerer med frisk frugt til dessert, så er to af de anbefalede fire dækket ind med et besøg hos McDonald’s, siger Kristian Scheef Madsen.
Kilde: grenaa bladet
unavngivet