grenaa bladet: For andet år i træk er der blevet afviklet en indendørs fodboldturnering for interesserede børn fra de tre største skolefritidsordninger i Grenaa Kommune - Østre SFO, Vestre SFO og Søndre SFO.
For at skabe større lighed på holdene - og samtidig kunne få kampe for så mange børn afviklet uden alt for megen ventetid (mellem 250 og 300 børn spillede med i år), blev der lavet en turnering for 0.-1- klasse drenge og ditto piger fredag den 16. april - hvorfra herstående billeder stammer - i Østre Hallen bag Østre Skole i Grenaa. Fredagen efter - den 23. april - var det så hold fra skolernes 2. og 3. klasser, der også spillede i både en drenge- og en pigeturnering. Ligeledes i Østre Hallen.
Til den 16. april var der tilmeldt 22 hold, mens 18 hold skulle i aktion den 23. april.
Der var med andre ord rigtig mange Grenaa-børn, der fik sig noget god motion disse to fredage - og de fik tillige et håndfast bevis for deres anstrengelser i form af et diplom. Der var således et diplom til alle deltagerne, foruden mange fine præmier - velvilligt sponsoreret af byens forretningsfolk - til de børn/hold, som endte på en 1., 2. eller 3. plads i deres række.
Enkelte præmier er der endvidere blevet trukket lod om blandt de øvrige hold.
Desuden var der en pokal til alle hold, der havnede på en 1. eller 2. plads.
Endelig sørgede Østre SFO for et underholdende indslag den 16. april, mens Vestre SFO fyrede et lignende bidrag af til den gode stemning den 23. april.
Kilde: grenaa bladet
grenaa bladet