Grenaa Bladet:
Selvom det forekommer mig særdeles upassende og under min værdighed at føre offentlig korrespondance, vil jeg for en enkelt gangs skyld og på grund af omstændighederne afvige fra dette.
Igennem den senere tid, er befolkningen her på Djursland efter min opfattelse ved flere lejligheder blevet gjort bekendt med, at samarbejdet mellem kommunerne her på Djursland har trange kår.
Lad mig i den forbindelse gøre opmærksom på følgende:
I 1992-93 indledte og påbegyndte kommunerne Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart, Vejen, Lunderskov, Vamdrup og Børkop et tæt og udvidet samarbejde på tværs af kommunegrænserne.
De otte kommuner dækker tilsammen et areal på godt og vel 1100 km2 med en befolkning på ca. 230.000 mennesker.
Samarbejdsområderne er bl.a. erhvervsudvikling, international markedsføring, byudvikling, kultur og sport samt uddannelse.
I år 2000 fik Trekantområdet status af landsdelscenter.
Dette samarbejde har bl.a. medført, at Trekantområdet er i stor vækst.
Dette burde politikerne her på Djursland kunne lære en hel masse af, således at erhvervsudviklingen i Danmark kunne blive til gavn, glæde og velstand for alle mennesker i alle egne af Danmark og i alle aldre, således også på Djursland.
Men, da mennesker jo altid har gjort som de har forstand til, kan man vel næppe forvente, at der her på Djursland (ca. 1200 km2) vil komme til at ske de helt store fremskridt i den retning i den nærmeste fremtid. Sørgeligt men sandt.
Med venlig hilsen
Kurt Pedersen
(Baunmøller)
Fuglevænget 12,
8500 Grenaa
Kilde: Kurt Pedersen
Grenaa Bladet