Så har der igen været ballade i forbindelse med en fest på Grenaa Handelsskole. Senest skete det natten til lørdag den 1. maj. Man kan dele balladen op i to af hinanden uafhængige afsnit.
Først måtte politiet tage sig af en 17-årig mandlig fest-deltager, der var blevet bortvist fra festen på grund af dårlig opførsel. Selv om han blev bedt om at forsvinde, dukkede han uafladeligt op ved indgangen, og forlangte at komme ind. Det blev på et tidspunkt så broget for arrangørerne af festen, at man tilkaldte politiet. Derpå endte den 17-åriges fest-aften i detentionen på Grenaa Politigård.
Lidt senere på natten var den så gal igen. Denne gang i forhold til nogle unge mænd, der ville ind, selv om de ikke var inviteret - endsige velkomne. Der skulle være tale om en ung dansk mand fra Grenaa samt en flok nydanskere, der ikke er her fra egnen. Idet de blev nægtet adgang til festen opstod der noget tumult uden for skolen, og under denne tumult blev der begået vold mod tre unge lokale mænd, der blev slået/skubbet omkuld og derpå sparket, mens de lå på jorden.
Politiet ved hvem ballademageren fra Grenaa er, så man ser med fortrøstning på muligheden for at få stillet dem alle sammen til regnskab for deres handlinger.
Kilde: grenaa bladet
//