grenaa bladet: Søndag d. 16. maj 2004 er Fiskeskolens Hornfiskedag, og det betyder, at en masse unge over hele landet får chancen for at komme ud at lære, hvordan man fanger hornfisk.
Fiskeskolen, der er Danmarks Sportsfiskerforbunds ungdomskampagne, laver nemlig over 25 arrangementer over hele landet, og et af dem finder sted ved Grenaa.
Hvert år i maj kommer hornfiskene i store stimer ind i de danske farvande, og de fordeler sig hurtigt langs vore kyster, hvor man med lidt held og dygtighed kan fange dem.
– I Fiskeskolen lærer vi de unge deltagere noget om fiskeriet og viser dem hvilket grej, der er godt at bruge, fortæller Henning Pedersen, der er konsulent for Fiskeskolen i Danmarks Sportsfiskerforbund.
– Bagefter skal vi selvfølgelig prøve at fiske, og med lidt held skal vi nok få nogle hornfisk på land. Første gang man deltager i Fiskeskolen, behøver man ikke at være medlem, men vil man fortsætte, skal man være medlem i en af vore lokalforeninger eller direkte i Fiskeskolen. Når man melder sig ind, får man et fiskesæt med stang, hjul og line.
Man får også en Cd-rom om sportsfiskeri og bladet Sportsfiskeren hver måned. Det koster kun 250-350 kr. om året at være medlem, og hvis man vil vide mere om Fiskeskolen, kan man finde en masse oplysninger på vores hjemmeside på www.fiskeskolen.dk, slutter Henning Pedersen.
Her i lokalområdet får de unge chancen for at være med, for Grenaa Sportsfiskerforening deltager nemlig i hornfiskedagen. Fiskeriet foregår i Ålebugten ved Grenå, og alle unge mellem 10 og 18 år er velkomne. Det koster kun 20 kr. at deltage, og man kan tilmelde sig ved at ringe til Rasmus Laursen på tlf. 86 32 77 68 senest d. 14. maj.
Kilde: grenaa bladet
//