De fleste indlæg i den standende debat om strukturer går ind for sammenlægningerne, men hér bringer vi et læserbrev, skrevet af en dame fra Ålsrode, der virkelig har sat sig ind i rapportens indhold. Hun er stærkt bekymret for serviceniveauet i landkommunerne og skriver:
”Kommunalreformen
Strukturkommissionens betænkning (www.im.dk) tvinger kommuner og amter til at gå på frierfødder hos hinanden for mulige sammenlægninger. Få gør det på grund af kærlighed, så der bliver flest fornuftsægteskaber, også måske på grund af pengene. Hvis man ikke selv finder en partner, skaber regeringen tvangsægteskaber, og de skal vare hele 20-30 år frem, og dét uden skilsmisse.
Dette er ikke dansk mentalitet, og borgerne vil ofte ikke blive hørt, for de kan være besværlige. Hvor er demokratiet henne? Også de indirekte valg, som kommissionen foreslår, er udemokratiske, og hvad med alle de mange velfungerende kommuner?
Ved at læse Strukturkommissionens betænkning slog det mig, hvor tynde de fleste af dens argumenter er. De 1170 sider udkom i januar, og svarene skulle allerede være inde inden d. 6. april. Dét selvom konklusionerne på afgørende vis berører hele Danmarks befolkning og især skaber utryghed for Danmarks 1.047.433 indbyggere, der er beskæftiget i offentlige jobs.
Personaleomflytninger, organisationsændringer og måske arbejdsløsheden spøger. Kræfterne bliver brugt til magtkampe, i stedet for at vedblive med at give Danmarks borgere en fin service. Er magtens resultater den bedste løsning?
Om amterne har man i Strukturkommissionens betænkning kun vurderet produktiviteten på sygehusområdet, der er amternes største udgiftspost. Hér har mange undersøgelser påvist, at ”der ikke er en sammenhæng mellem produktivitet og amtsstørrelse. Hvorfor så disse amtssammenlægninger?
Problemet i amterne er lægemangel. Danmark har siden 1960`erne uddannet læger til Sverige, og også Norge lukrerer på vores uddannelsessystem. Der bliver nedlagt sygehuse i landets randområder, så nu afhænger vores liv af afstanden til lægeambilen. Det er de specialiserede læger, der hér har magten. Her må regeringen gribe ind.
Om kommunerne har kommissionen ikke en éntydig fremtidig minimumsstørrelse. Der diskuteres stordriftsfordele eller stordriftsulemper. Dét afhænger af, hvilke opgaver de får. F.eks. om den offentlige beskæftigelsesindsats og handicappede og udsatte grupper skal forankres i kommunerne.
Der er også et meget dårligt argument for at nedlægge de små folkeskoler, som skete i 2002.
”Danske elever opnår svagt bedre læsefærdighed for skoler med op til 475-574 elever”. Men figuren viser også, at læsefærdigheden så falder for skoler over 574 elever. Der står også: ”Man har ikke fundet nogen sammenhæng i forskel på trivsel blandt store og små skoler”. Et andet dårligt argument er, at ”elever i større kommuner har marginalt (= 3 procentenheder) højere sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse”. Større kommuner har færre udgifter pr. elev end mindre, men ikke éntydigt. ”Der er derimod intet, der tyder på, at kommunestørrelse har betydning for elevernes faglige niveau i folkeskolen”. Da det altid er landdistrikterne, der kommer til at mærke sparekniven, når rationaliseringer skal gennemføres, må deres situation i kommunalreformen bringes ind i debatten. Det er servicen i randområderne, der konstant bliver forringet/nedlagt. Det drejer sig om dagpleje, vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidshjem, SFO, biblioteker, bogbusser, ældreforsorg, plejehjem, hjemmepleje, trafikforbindelser m.m. Hér er det nære miljø med trivsel og tryghed, og hvor især den lokale skole er væsentlig for lokalsamfundet. Hver by og land har sit historisk-kulturelle særpræg, der skal respekteres.
Nogle af de mindste kommuner mangler faglig ekspertise på nogle områder og må købe sig til den uden for kommunen, eksempelvis hos jurister. Detter er uhensigtsmæssigt, også fordi erfaringerne så ikke bliver i kommunen. Hér kan sammenlægninger være en fordel.
Men for alle størrelser af kommuner skal befolkningen selv bestemme. Hvis især en landkommune skal sammenlægges, vil jeg kraftigt råde til, at der på forhånd forhandles om ovennævnte serviceorganer, for ellers siger erfaringen, at denne for befolkningen meget vigtige service vil blive nedlagt i rationaliseringens økonomiske navn.
Der er et udbredt frugtbart samarbejde kommuner og amter imellem, som også fremover kan klare mange opgaver.
Det er udefra kommende forhold, der bestemmer kommunernes økonomi, og derfor skal mere retfærdige generelle udligningsordninger benyttes.
Hvem skal betale? Det bliver dyrt, og der er kun skatteborgerne til at betale, og hvad nu, hvor der er skattestop? IT skal samarbejdes, nye bygninger, ombygninger, omlægninger m.m., så det betyder også dårligere offentlig service under gennemførelsen samt omtalte store menneskelige omkostninger. Som i det øvrige erhvervsliv er der også i det offentlige sket en arbejdsinvestering, der i forvejen slider på de ansatte.
I Danmark har vi erhvervsmæssigt mange små og mellemstore virksomheder, som har en påfaldende stabil sammensætning, der giver en fin omstillingsevne også i konkurrencen med udlandet. Dette sammen med vores nuværende stats-, amts- og kommunalstruktur må være nogle af de væsentlige årsager til, at Danmark er det 5. rigeste land pr. indbygger i verden.”
Skrevet af Dorte Bisgaard Nielsen fra Ålsrode (Landlisten Grenå og Forårslisten, der arbejder for udvikling af Århus Amts randområder) i Grenå Bladet d. 11. maj
Kilde: Grenå Bladet
Rex
05/05 2023
