Hér kan du læse kommunens officielle pressemeddelelse om regnskabet for 2003:
Igen et tilfredsstillende regnskab
Årsregnskabet 2003 for Nørre Djurs Kommune viser, at kommunen følger planen for økonomisk genopretning. Det lykkedes at forbedre de likvide aktiver med 5,6 mio. kr. i 2003, og en kassebeholdning opgjort efter den særlige kassekreditregel udgør 7.6 mio. kr., hvilket er væsentligt bedre en det aftalte måltal med Indenrigs- og Sundhedsministeriet på -4,7 mio. kr.
Resultatet af den ordinære driftsvirksomhed blev et overskud på 12,1 mio. kr., eller 3,5 mio. kr. mere end i 2002.
I forhold til budgettet var der på nettodriftsudgifterne et merforbrug på 10,4 mio. kr., hvilket til dels modsvares af merindtægter på 6,2 mio. kr., hvoraf de 5,2 mio. kr. skyldes større statstilskud, samt knap 0,5 mio. kr. mindre i renteudgifter.
Da kommunen som nævnt er langt foran måltallene på det likviditetsmæssige område, er det besluttet at søge ministeriet om at træde ud af ordningen om, at kommunen er under administration.
Borgmester Jens Peter Jellesen udtaler, at vi er meget tilfredse med regnskabet. Samtidig udtaler Jens Peter Jellesen, at det er et rigtig godt signal at sende, at kommunen har vist så megen vilje til at genoprette økonomien, at muligheden for at slippe for at være under administration er til stede. Ingen skal dog være i tvivl om, at kommunens økonomi på trods af det fine resultat fortsat er meget sårbar, men at fremtiden trods alt ser lidt lysere ud.
En opgørelse af regnskabet for 1. kvartal 2004 ser ligeledes fornuftigt ud, hvilket vil sige, at forudsætningerne for budget 2004 foreløbigt ser ud til at holde.
1 krone blev i 2003 brugt til:
Administration og planlægning 12 øre
Anlæg 5 øre
Byudvikling 1 øre
Forsyningsvirksomheder m.v. -2 øre
Lån, renter og moms 13 øre
Social- og sundhedsvæsen 46 øre
Undervisning og kultur 22 øre
Trafik og infrastruktur 3 øre
Ialt
100 øre
Yderligere oplysninger
Borgmester Jens Peter Jellesen, eller kommunaldirektør Søren Brixen, tlf. nr. 87 79 11 11.
Kilde: //
Nørre Djurs Kommune