Grenaa Bladet:
Jørn og Kim i Radio ABC´s morgenradio har de sidste tre uger været i gavehumør. 25.000 kroner skulle der leveres til den heldige, der fandt nøglen med det rigtige nummer. Det gjorde Inge Berg fra Bønnerup Strand
– Jeg havde gået og tænkt på tallet 67, fordi jeg er født det år. Og så satsede jeg bare på at komme igennem på telefonen, siger en glad vinder.
Klokken 10.00 torsdag begyndte hun at ringe - med fingeren på genkald. I 40 minutter prøvede hun inden hun fik forbindelse.
– Jeg blev bare ved, for jeg ville igennem. Og da jeg endelig fik forbindelse, ja der gik der endnu 30 minutter, før jeg kom igennem til Jørn og Kim, griner hun med checken i hånden.
Inge Berg gav de to radioværter sit tal - og så blev der helt stille, husker hun.
– Der blev ikke sagt noget, og mit hjerte begyndte at hamre. Og pludselig sagde Jørn, at nøglen passede. Tænk, at jeg kunne være så heldig, siger Inge Berg.
Lynhurtigt satte Inge kursen mod Brotoften i Randers. Pengene skulle lune i banken.
– Men på vejen kørte jeg ind forbi min mands arbejde i Assentoft. Men han troede ikke på mig, selvom det var ham, der havde husket mig på, at det var i dag jeg skulle ringe ind. Og han hører ellers radio hele dagen, fortæller hun glad.
– Men heldigvis kom der en kollega forbi, og sagde at den var god nok. Pengene skal gå til ferie, nye briller og nyt tøj, slutter Inge Berg.
De 25.000 kroner er taget fra Jackpot Pengeskabet, der de sidste tre uger har været stillet i bero. I 100 kuverter er lagt 100 nøgler. Og så var det bare op til lytterne at finde den rigtige.
Jackpot Pengeskabet kører nu igen, og der er allerede nu 56.000 kroner - et beløb, der stiger med 2.000 kroner hver dag, indtil endnu en heldig vinder finder den rigtige nøgle.
Kilde: Grenaa Bladet
unavngivet