GJERRILD Det var nye ansigter, der prægede gadebilledet i Gjerrild i sidste uge, da friskolen havde byttet skole med Karlskov Friskole i Give.
Sådan ser der ud på Karlskov Friskole som Gjerrild-Bønnerup Friskole havde overtaget i sidste uge. Mon ikke der er kommet et par gode idéer med hjem?
|
Samtlige lærere og elever fra Gjerrild-Bønnerup Friskole var i sidste uge rejst til Give for at prøve, hvordan det er at gå på en anden skole. Samtidig ankom 130 elever og 15 lærere fra Karlskov Friskole sidste tirsdag til Gjerrild Bønnerup Friskole.
– Vores friskole startede i august sidste år, så det er første gang, vi prøver at bytte skole, men Gjerrild-Bønnerup Friskole har været af sted mange gange før, siger Anette Fonder Nielsen fra Karlskov Friskole.
Anderledes lejrskole
Skolebytte er et af friskolernes særlige kendetegn, og det er en god og billig form for lejrskoleophold. Man sover og spiser på den ”lånte” skole og benytter sig i øvrigt at de faciliteter, der findes her. På den måde får man set, hvordan andre skoler ser ud og indretter sig, lige som man selvfølgelig får mulighed for at se andre egne af landet.
– Det er simpelthen årets begivenhed, siger Anette Fonder Nielsen. Vi er meget glade for at være kommet til dette smukke område, og jeg tror også, at det betyder noget særligt for børnene, at vi er af sted alle sammen.
Inspiration
Efter en uge i Give er det sandsynligt, at Gjerrild-Bønnerup Friskole kommer hjem fuld af inspiration til, hvordan skolens fysiske rammer i skal se ud i fremtiden. Karlskov Friskole er en nybygget og meget moderne 8-kantet træbygning, der er opført efter principperne for bæredygtighed. Skoleklasserne er placeret langs husets otte sider, mens husets midterste del, hvor der er otte meter til loftet, anvendes aula og mediatek.
Tekst og foto af Marianne Svit
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex