Et medlem af byrådet i Ebeltoft har en del spørgsmål til det nye strukturudkast fra regeringen. Han mener, at forslagets gennemførelse kan blive en dyr affære, og det står ikke klart for ham, hvem der skal betale. Han skriver:
”Regeringens udspil lægger op til ændringer, vi knapt kan fatte. Der er hidtil skrevet lidt om konsekvenser, men meget om de nye grænser. Hvorledes og af hvem skal ændringerne betales?
På sigt vil der måske være rationaliseringsgevinster, men en tid lang er der et stort finansieringsbehov. Der er ikke foretaget beregninger på størrelsen af reformens udgifter.
Det er indtrykket, at amter og kommuner i disse måneder ikke ligefrem lægger kapital til side til betaling af ”struktur-regningen”. Nok snarere tværtimod. Regeringen accepterer ikke skattestigninger, men kan reformen gennemføres, uden at der ikke sker stigninger i skatterne? Næppe.
Der bliver et demokratisk underskud, når færre politikere skal ”servicere” flere vælgere.
De tyndt befolkede områder får sværere ved at få medlemmer i fremtidens byråd. Skal der etableres regionale selskaber for varetagelse af dén trafik, som passerer nye kommunegrænser? Busruter i ydre områder bringes i fare, da selskaber må satse på de ruter og tidspunkter, hvor trafikken er mest intens.
Der lægges nu op til reduktion i antallet af offentlige institutioner – altså færre skoler og sygehuse. Mange offentligt ansatte må i fremtiden skifte arbejde, gå på pension eller blive ledige. Mange er tjenestemænd. Dét plejer at koste kassen. Andre har opsigelsesvarsler. Det koster også kassen, og vi har ikke behov for flere ledige.
Byvåbnet overfor Vibæk Camping må skrottes. Det samme må dét byvåben, som med sit æbletræ på grønne bakker over blå bølger i over 30 år har pyntet på kommunens korrespondance. Det gør ondt inderst inde. Hvad skal der i fremtiden ske med venskabsbyerne? ”Ebeltoft”-navnet er kendt langt omkring, og mere kendt end Djursland, Kalø eller Syddjurs, som det måske skal afløses af. Det kan også få konsekvenser for turismen og vor handel.
Der er ingen tvivl om, at reformen vil betyde, at antallet af valgkredse mindskes. Spørgsmålet er nu, om der i fremtiden skæres i antallet af medlemmer i Folketinget? Ja, den skal jeg nok ”længere ud på landet med”.”
Skrevet af byrådsmedlem i Ebeltoft for Borgerlisten, Bjørn Helmer, i Randers Amtsavis d. 22. maj
Kilde: Bjørn Helmer
Randers Amtsavis