Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Børnehavebørn får hjælp til motorikken

GLESBORG - Tre børnehaver i Nørre Djurs har gennem et år holdt øje med hvordan børnene udvikler sig på det sansemotoriske område. Jo før man kan hjælpe hvor der er behov, jo nemmere får børnene det med både skiftet til skole, med indlæringen og med kammeraterne.
Når de små børn bliver afleveret i børnehaven, bliver de ikke bare passet. Mens mor og fra klarer jobbet ude i byen, sørger børnehavens personale for at børnene bruger både kroppen og sanserne til gennem leg, opdagelse og læring at udvikle sig og bliver parate til i den rette alder at foretage skiftet til børnehaveklasse og skole.



Børn fra Sct. Georgsgårdens børnehave, samt fra venstre souschef Marie Petersen, Glesborg, souschef Hanne Hoffmeyer, Voldby, fysioterapeut Hanne Olsen, PPR, og pædagog Tinne Christiansen, Glesborg.
Siden 1990 har man i Nørre Djurs holdt øje med børnehaveklasseelevernes sansemotorik. Det er sket som en forebyggende indsats, fordi man ved, at børn med motoriske vanskeligheder generelt har det sværere med både indlæring og trivsel.

Men hvorfor ikke allerede starte denne forebyggende indsats i børnehaverne, spurgte man sig for nogle år siden i børnehaven Frihedslyst i Voldby.

Brobygning
I børnehaveårene leger børnene meget både inde og ude, og de bruger deres krop og sanser meget.
- I børnehaven i Voldby er vi meget udeorienterede, og vi syntes det var oplagt, at holde øje med børnenes motoriske færdigheder allerede i fire-fem års alderen. Vi har børnene hos os hele dagen, og vi har en daglig kontakt med forældrene, så vi tænkte nærmere over hvordan man kunne organisere en sådan indsats, fortæller Hanne Hoffmeyer, som er souschef i børnehaven Frihedslyst i Voldby.

Initiativet til projektet blev taget i Brobygningsgruppen i Glesborg i efteråret 2001. I Brobygningsgruppen diskuterer repræsentanter fra børnehave, børnehaveklasse og skole samt sundhedsplejersker og en fysioterapeut fra PPR fire gange årligt, hvordan man bedst muligt støtter børnenes overgang fra børnehave over børnehaveklasse til skole.

Kroppen lyver ikke
Det er vigtigt, at den forebyggende indsats gøres så kvalificeret som muligt, for at man kan hjælpe børnene så tidligt som muligt. Derfor medvirker en fysioterapeut i projektet.
- Vi ved at børnene lærer med kroppen. Og vi ved også, at det er i de første seks leveår, at grundlaget for børnenes kropslige udvikling bliver skabt. Derfor er det vigtigt, at børnene får mulighed for at udvikle sig gennem fysisk udfoldelse og at de dagligt møder spændende og udviklende udfordringer, siger Hanne Olsen, som er fysioterapeut i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning for Nørre Djurs og Midtdjurs kommuner. Gennem snart 14 år har Hanne Olsen haft sin daglige gang i børneinstitutionerne og skolerne i de to kommuner, hvor hun rådgiver og vejleder omkring alle sider af børn og unges fysiske udfoldelser.

Tre børnehaver med
Forvaltningen var med på ideen i den udstrækning projektet kunne gennemføres uden udgifter for kommunen. Udover børnehaven Frihedslyst i Voldby blev Sct. Georgsgårdens børnehave i Glesborg og Bønnerup børnehave deltagere i pilotprojektet.
- Med pilotprojektet har vi villet skærpe vores opmærksomhed på de 4-5 åriges bevægelser, sanser, fantasi og kommunikation, siger souschef Marie Petersen og pædagog Tinne Christiansen fra børnehaven i Glesborg. Ønsket var at kunne finde frem til en metode, som på en naturlig måde kunne indgå i det daglige pædagogiske arbejde.
- Det skulle være sjovt og konstruktivt, være et godt arbejdsredskab og skulle kunne bruges i forhold til forældresamarbejdet, er pædagoger og fysioterapeut enige om.

Forskellige aktiviteter
Hver børnehave fandt sin måde at afvikle iagttagelsen af den grovmotoriske del af projektet på. I Glesborg blev der arrangeret en skattejagt, i Bønnerup legede man cirkus, og i Voldby holdt man en idrætsdag. Altsammen var det arrangementer, hvor børnene på en sjov måde i leg kunne få brugt deres motoriske færdigheder.
- Vi kan se en masse ud af den slags lege, hvor børne skal bevæge sig i løb, hoppe, bevæge sig baglæns eller sidelæns. Eller hvis man kravler i træer eller balancerer på bom. Og så er kaste- og gribeøvelser med bolde et utrolig vigtigt redskab til at styrke både balanceevnen, koordination samt børnenes fornemmelse for rum, retning, vægt og hastighed, fortæller fysioterapeut Hanne Olsen.

Klar til skiftet
Indenfor projektåret blev ialt 35 børn i 4-5 års alderen observeret, og de havde det alle sjovt med at være med i de projekter, hvor de kunne udfolde sig kropsligt. For projektgruppen var det interessant at se, hvor børnene viste særligt engagement eller usikkerhed, og om der var børn, der var mere ivrige end andre til bestemte øvelser. Det kan det pædagogiske personale derefter indarbejde i deres daglige arbejde, således at de kan være med til at gøre børnene så klar som muligt til det forestående skift til børnehaveklassen. Børnene har haft det sjovt undervejs, og forældreresponsen har været særdeles positiv.

- Når vi er klar over, hvor afgørende børns bevægelsesliv er for deres samlede udvikling, og når vi ved, hvor meget børns bevægelsesudfoldelse har ændret sig i forhold til tidligere, så mener vi, at denne forebyggende indsats er værdifuld at indføre i førskolealderen, konkluderer fysioterapeut Hanne Olsens på projektgruppens vegne.
Nu er det op til projektgruppen at give de nyttige erfaringer videre til kollegaer, fagfæller, forældre, politikere og forvaltning. Der er skaffet midler til en videofilm, som kan bruges både til dokumentation og til videre læring af projektets resultater.

Pilotprojektets rapport kan købes for 50 kr. ved henvendelse til Børne- og kulturforvaltningen i Nørre Djurs Kommune, eller kan downloades fra www.nr-djurs.dk

Tekst og foto af Martin Schultz
fra Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs


-ms

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam