En kåd sidste skoledags-ungersvend kastede al sin kærlighed på en affaldsbeholder til pap og papir på Sønderallé i Grenaa i forrige uge.
Han forsøgte således at drible afsted med affaldsbeholderen hen under aften, men det syntes dens ejermand var en umådeligt dårlig idé, og han satte sig således imod »alliancen«.
Den unge mand ville dog ikke frivilligt give slip på sin nyvundne kærlighed, og det resulterede i, at han dels blev tilbageholdt af affaldsbeholderens ejer, og dels måtte en tur omkring Politigården til et par timers afsvaling.
Under en efterfølgende afhøring erkendte han forsøget på at liste afsted med affaldsbeholderen, og det kan han forvente at få en bøde for. Sigtelsen lyder på gadeuorden. Den unge mand er 16 år gammel og her fra Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
//