Så er der godt nyt til alle Potter-fans. Den tredje Harry Potter-film, »Fangen fra Azkaban«, er på trapperne, og billetsalget til Danmarkspremieren den 11. juni i Grenaa Kino, starter i netop denne uge.
Harry er blevet 13 år og tilbringer en lang og kedelig sommerferie hos sin skrækkelige familie Dursley. En af dagene kommer Onkel Vernons søster Marge forbi. Hun har altid været ondskabsfuld over for Harry, men denne gang får han til sidst nok og ved hjælp af magi får han hende pustet op til en kæmpe ballon – så hun flyver væk. Derefter stikker Harry af fra familien Dursley, men han tør ikke tage til Hogwarts, for han har brudt reglen om, at man ikke må udøve magi, når man er blandt Mugglerne.
Harry bliver samlet op af en mærkværdig bus og sendt til en pub, hvor han møder Ministeren for Magi, Cornelius Fudge. Han har hørt alt om Harrys bedrifter, men bortviser ham alligevel ikke fra Hogwarts. En farlig fange - Sirius Black - er nemlig flygtet fra Azkaban-fængslet, og han er på jagt efter Harry, der kun er i sikkerhed på Hogwarts.
På Hogwarts har man tilkaldt Azkabans vagter, de rædselsvækkende Dementorer, der nu våger over skolen. Men en konfrontation mellem Harry og Sirius Black synes umulig at undgå. Især fordi den nyansatte Professor Lupin har en eller anden mærkelig forbindelse til Sirius Black...!
Kino i denne uge
Men selv om der endnu er cirka 10 dage til Harry & Co. indtager Kino, så er det ikke ensbetydende med, at man behøver at vente helt så længe på at se en god film i biografen. Kino har flere af slagsen på lager allerede i indeværende uge.
Hvad med Roland »Independence Day« Emmerichs storslåede katastrofe-film »The Day After Tomorrow«, der havde Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino i fredags. En pludselig og voldsom forandring i det globale vejr får elementernes rasen til at anrette omfattende ødelæggelser overalt på Jorden. Og iscenesætter derved en kamp på liv og død for menneskeheden, der på det nærmeste trues med udslettelse.
Eller hvad med Wolfgang Petersens grandiose helaftensfilm »Troja« med Brad Pitt på rollelisten. Filmlands anmelder Søren Høy gav den en kanonanmeldelse og fem ud af seks mulige stjerner.
I det lidt mere romantiske hjørne finder man filmen »The Prince And Me« - en amerikansk spillefilm, der måske har ladet sig inspirere lidt af et nok så omtalt royalt bryllup for nylig. Nemlig det at en prins fra et europæisk kongehus løber ind i en yndig kvinde uden blåt blod i årene, og bliver smaskforelsket...!
For en god ordens skyld skal det lige nævnes, at Grenaa Kino holder lukket på fredag den 4. juni med henvisning til, at der denne aften afholdes Open by Night i Grenaa Centrum.
Kilde: Grenaa Bladet
//