KOLIND - I sidste uge startede den tidligere topmodel Jakob Prüfer sin nyindkøbte traktor for at tage på fire måneders turné i det danske landskab.
Jakob Prüfer med sin traktor og vogn på dagen, hvor Danmarksturen startede.
|
Traktoren er købt hos en lokal landmand og siden efterset i alle ender og kanter. Prüfer understreger flere gange i løbet af samtalen, at han ikke kører rundt på en traktor for at spille Kong Smart eller blamere sig, men ganske enkelt for at have god tid til at lære mennesker, byer og landskaber på Danmarksturen bedre at kende.
Første mål var Rold Skov.
Bopælen i de kommende måneder bliver en nyindrettet skurvogn, som Prüfer har fremskaffet via en kammerat, der fra sit arbejde i skovene ved Sostrup Slot vidste, at her holdt en gammel vogn, som nonnerne på slottet ikke brugte længere. Vognen har Jakob Prüfer givet en generel opdatering og indrettet med seng, brændeovn og boghylde, som de vigtigste ingredienser.
Modeltiden
Jakob Prüfer hoppede - som andre danske unge - over Atlanten til USA i midten af 90'erne for at lære sig selv at tage ved lære efter endt studentertid. Det ophold kastede ved et tilfælde en lukrativ modelkarriere af sig via et tilfældig møde på en ligeså tilfældig dag med en estimeret og ikke tilfældig modefotograf på gaden i New York.
Det androgyne look var der stor efterspørgsel efter i modelkredse på daværende tidspunkt, og det kunne unge Jakob levere med sine lange lyser lokker og et ansigt, der endnu havde det ungdommelige og ubrugte skær over sig. Hvad det i øvrigt stadig har. Han er født i 1975.
Snart var Jakob Prüfer på modebladenes forsider. Et kendt ansigt i London, Milano og New York og med i det modelræs, som han efter nogle år besluttede at sige farvel fra den ene dag til den anden.
- Miljøet påvirker din personlighed helt ekstremt, og det er en barsk pseudoverden, hvor alle klapper dig på kinden, når du er i vælten, men slet ikke kender dig, når trenden skifter, og modellerne skal se anderledes ud.
Jeg hoppede af i tide, fordi jeg havde styrken til det, men jeg så mange eksempler på mennesker, der gik i hundene, siger Jakob Prüfer, der fra næsten den ene dag til den anden opgav modebranchen og kastede sig over drømmen om at blive en dygtig kok.
Igen kom et bekendtskab med de rigtige personer i branchen ham tilgode. Han gennemførte nogle meget hårde læreår, hvor han langsomt steg i graderne og i hierakiet, med seks ugentlige arbejdsdage a' 15 timer, før kokkehuen sad rigtigt.
- Fysisk var det benhårdt, men jeg fik lært, hvor meget jeg egentlig magter og kan holde til, siger Prüfer.
Nødvendigt at sejle
Et tilfældigt barbesøg på en fridag, hvor også en engelsk forfatter med egen sejlbåd var tilstede, medførte efterfølgende, at de to aftalte, at Jakob Prüfer kunne hoppe ombord, når hans aftale i restaurationsbranchen var fuldbyrdet.
- Jeg har altid gerne ville lære at sejle, og igen var jeg heldig eller dygtig at rende ind i sådan en gut. Ham sejlede jeg med i 13 måneder og besøgte masser af lande og eksotiske øer, f.eks. Galapagosøerne og Fiji øerne. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg fik lært at sejle tillige med, siger Jakob Prüfer, som forlod USA 1.september 2001 for at komme på sejltur. Blot 11 dage før terrorangrebet i på New York.
- Jeg tror ikke, at ret mange i New York var i tvivl om, at en terrorhandling var nært forestående, men af en eller anden grund lykkedes det den amerikanske regering at holde det hemmeligt, siger Jakob Prüfer.
Efter sejlturen gik rejsen hjem til Danmark, hvor han det seneste års tid har arbejdet på Kolind Centralskole i Skolefritidsordningen.
Danmark er smukt
- Jeg har rejst meget rundt i verden min alder taget i betragtning, Nu har jeg behov for at lære Danmark og de danske byer bedre at kende. Det kan jo ikke passe, at man ikke ved, hvor byerne præcis ligger uden at skulle kigge på landkortet. Det skal foregå roligt og afslappet i mit eget tempo. Derfor er en traktor, der kan køre 25 kilometer i timen for mig at se det bedste transportmiddel, fordi jeg samtidig kan have min bolig i de kommende fire måneder med på træk.
Danmark er et smukt land, og nu vil jeg lære det at kende, slutter Jakob Prüfer, der regner med at vende Kolind et par gange i de i løbet af de fire måneder for lige at hilse på venner og familie, komme til bryllupsfest og få tanket op til en ny omgang dannelsesrejse i Danmark på traktor.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 1. juni
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex