Årets allerførste HTX-student sprang ud onsdag d. 9. juni!
Årets allerførste HTX-student på Grenaa Tekniske Skole sprang ud onsdag middag i sidste uge. Der var tale om Kim Nissen, Grenaa, der kunne modtage studenterhuen ovenpå et flot 10-tal i erhvervs-psykologi.
Af andre mundtlige eksamener har han været oppe i matematik på A-niveau, programmering og service & kommunikation. Og det er gået ganske glimrende ved alle disse eksamener. Snittet lå onsdag i sidste uge - hvor der endnu manglede enkelte karakterer fra den skriftlige del af eksamen - på 9,1.
Det næste års tid bliver et sabbatår for Kim Nissen, der agter at bruge dette år på dels at arbejde og dels på at rejse ud i den vide verden. Derefter satser han på at læse videre til software-ingeniør på Ålborg Universitet.
I alt dimitterer Grenaa Tekniske Skole cirka 54 af de 3-årige HTX-elever, hvoraf de 17 dimitteres fra IT-College. Det svarer til niveauet fra de seneste år, fortæller forstanderen Palle E. Rasmussen. Efter sommerferien står en ny HTX-årgang klar til det første skoleår, og der er fremgang at spore på denne front, eftersom der starter en 64-65 elever på HTX-studiet her til august.
– Det er vi rigtig godt tilfredse med. Det er ganske pænt med 10 ekstra HTX-elever i forhold til den årgang, vi skal sige farvel til, siger Palle E. Rasmussen.
Kim Nissen var i øvrigt den første Grenaa-student i det hele taget i år, idet handelsskolens og gymnasiets første studenter først springer ud i indeværende uge.
Grenaa Tekniske Skole afholder dimissionsfest fredag den 18. juni. Dette års officielle dimissionstale holdes af Ebeltoft Kommunes borgmester Jørgen Brøgger.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex