blev åbnet
Grundlovsdag i Grenaa og omegn handlede ikke kun om Grundlovsmøder. Denne dag var nemlig også afsat til åbningen af Grenaa’s udgave af den landsdækkende sundhedsuge samt modtagelse af Det Blå Flag fra Friluftsrådet, der signalerer ren luft, vand og strand.
Det foregik altsammen - og som noget nyt - ved flagstangen ved Redningsvejen, Katholm Strandvej ud for Grenaa Strand Camping. Og ikke mindst fra campingpladsen skete der en stor tilstrømning af mennesker til arrangementet, der vel aldrig har været så velbesøgt, som det var denne Grundlovsdag den 5. juni 2004.
Grenaa Kommune får faktisk to Blå Flag i år, idet Anholt også har gjort sig fortjent til ét af slagsen. Det var kommunens borgmester, Gert Schou, der tog imod flaget, som blev udleveret af amtsformanden for Friluftsrådet i Århus Amt, Jørgen Metzdorf. Og samtidig benyttede borgmesteren så lejligheden til at åbne den sundhedsuge i Grenaa, som resulterede i mange forskellige, gratis motions-aktiviteter forskellige steder i kommunen hele sidste uge.
Blandt andet motions-bingo ude i naturen, hvor Friluftsrådet også var involveret, idet man herfra har sponsoreret de flotte præmier, som blev uddelt i den forbindelse.
Jørgen Metzdorf kunne i sin tale blandt andet fortælle, at det i år er 17 år siden, at de første Blå Flag strøg til tops rundt omkring på strande og lystbådehavne i Danmark. At man i år har uddelt 286 flag til 209 strande og lystbådehavne rundt omkring i landet, og at der er tale om 7 flere end sidste år.
Ikke mindst affalds-indsamlingen omkring Ren Dag er med til at kvalificere Grenaa Strand til at modtage Det Blå Flag år ud og år ind.
– Det er en løbende proces, som vi aldrig må give slip på. Vi skal vedblivende og stædigt kæmpe for at holde vores kommune ren for skidt og skrald. I forbindelse med Ren Dag-kampagnen den 22. april blev der rent faktisk indsamlet 6,64 tons skrald.
Tænk hvis det stadig lå og flød nu, hvor vi skal til at tage imod vores mange turister. Vi vil gerne være en turistvenlig kommune, og så nytter det ikke noget, at der ligger henkastet affald overalt. Vi skal også denne smid-væk-holdning til livs, og det kan blandt andet ske ved, at vi holdnings-bearbejder vores børn, så de lærer, at affald hører til i affaldsbeholdere - ikke ude i vores smukke natur, sagde borgmester Gert Schou blandt andet i forbindelse med arrangementet, hvor der efterfølgende var en forfriskning til de fremmødte på Grenaa Kommunes regning.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex