Det Gyldne Krus/Fru Stoffer Restaurant i Lillegade har ansat Poul Ibsen Hansen som ny kok. Han har noteret sig, at der er meget travlt i det store og flotte køkken i hele sommerperioden, mens det i vinterhalvåret tit står tomt. Det agter han sammen med restauratøren på stedet, Conny Stoffer, at gøre noget ved.
Det første skridt er allerede taget i form at et nyt menukort, som er bygget op omkring gode, gedigne og kendte danske retter - dog med et touch inspiration fra det franske køkken her og der.
Han har en særdeles velfunderet baggrund for at vælge netop dette koncept, idet han har drevet adskillige kroer og restauranter i både Danmark, Spanien og på Grønland. Flere af dem har han endog selv ejet. Det er med andre ord et velgennemprøvet spise-koncept, som han har haft succes med overalt. Egentlig er han uddannet som rådgivende ingeniør, men da han i sin tid valgte at drive en kro/restaurant, valgte han simpelthen at gå i lære som kok og tjener, så den faglige ballast må siges at være i orden.
Hans hustru driver i øvrigt Q8-pølsevognen på Århusvej i Grenaa, og parret er søgt til Grenaa-området fordi en datter har bosat sig her i Grenaa. På et tidspunkt faldt han så i snak med Henning Stoffer, og da Fru Stoffer stod og manglede en kok, var det nærliggende - med Poul Ibsen Hansens baggrund in mente - at man fandt ud af noget, så der kunne komme rigtig gang i køkkenet påny.
Og køkkenet har indledt højsæsonen ved at have åbent for smørrebrød, frokoster, a la carte med mere alle ugens 7 dage fra kl. 11.30 til 22.00. Gårdhaven er naturligvis også åben for spisende gæster.
Køkkenet vil også meget gerne sørge for nogle af de mange firma-frokoster, der er i området. Det være sig frokoster i Fru Stoffer Restaurant, hvor der faktisk er plads til rigtig mange mennesker på én gang, og levering ud af huset. Om det så bare er en 20-30 stykker smørrebrød, så er vi klar, siger Poul Ibsen Hansen, der har flere andre nye tiltag på bedding.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex