Stenvad Mosebrugscenter danner ramme om en særpræget og spændende udstilling med Kirsten Gitz-Johansen og Jens Friis.
Der er fernisering tirsdag d. 22. juni, hvor Kirsten Gitz-Johansen vil være til stede, og udstillingen løber til d. 2. august.
Kirsten Gitz-Johansen er træskærer, maskemager og -spiller og tillige grundlægger og leder af »Dunkelfolket«, en gruppe på 30 maskedansere, der har optrådt i store dele af verden.
Væveren Jens Friis, der er uddannet hos Kim Naver, har bl.a. udsmykninger på Glyptoteket, i flere kirker og i Det danske Institut i Rom.
»Masken & Tæppet« er et samarbejde mellem disse to kunstnere.
– Masken er ikke noget, man skjuler sig bag. Lige så lidt som tæppet er noget, man fejer politiske eller andre maskepier ind under, udtaler de to kunstnere i forbindelse med udstillingen.
Hvad der mon sker, når masken falder og tæppet går, det vil Kirsten Gitz-Johansen måske åbenbare en flig af ved ferniseringen d. 22. juni.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex