Ungdomsskolerne her på Djursland laver SummerCamp for 4. år i træk
I uge 26 afvikler DUS (Djurslands Ungdomsskole Samvirke) for 4. år i træk deres SummerCamp, med deltagelse af 111 unge fra 8 ungdomsskoler fra Djursland.
DUS består af ungdomsskolerne Sønderhald, Rougsø, Nørre Djurs, Grenaa, Mols, Ebeltoft, Rosmus, Midtdjurs, Rønde, Rosenholm og Hadsten, og formålet med sammenslutningen er at udveksle erfaringer og aktiviteter på tværs af kommunegrænserne.
SummerCamp afvikles nu for 4. gang og med det højeste antal deltagere i campens historie. Campen finder sted på Sølystgård Camping på Mols, hvor man får en enestående plads til rådighed, med plads til de mange små telte, hvor de unge (og medarbejderne) overnatter, plus kølecontainer, grejtelt samt lejrens store spisetelt, hvor også kokken huserer. Fra spiseteltet er der en uovertruffen udsigt over vandet til blandt andet Ebeltoft, så bedre rammer til indtagelse af dagens måltider findes ikke.
Campen starter mandag d. 21. juni om formiddagen og slutter fredag d. 25. juni ved frokosttid. Hovedaktiviteter på lejren er aktiviteter på og i vandet. Alle deltagende ungdomsskoler tager med hvad de har af grej, såsom speedbåd, kajakker, kanoer, windsurfere og dykkerudstyr og så kan de unge vælge til og fra alt efter humør og mod!! På land er der også aktiviteter at vælge imellem, f.eks. klatring, paintball, ridning, boldspil, bodybowling, teater-sport, banko, cykelslangefodbold og meget andet. På skift deltager de unge samt de 16 medarbejdere på madholdene, der sammen med kokken forbereder dagens måltider. Så der er god mulighed for møde nye mennesker på tværs af ungdomsskolerne, og tidligere års SummerCamp har vist, at venskaber opstår, og at man i vinterens løb ofte besøger hinandens klubber og mødes igen.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex