NØRRE DJURS - Formanden for Nørre Djurs Erhvervsråd er utilfreds med, at amtet tilsyneladende går uden om de lokale håndværkere, når større renoveringsopgaver på amtslige institutioner i kommune kommer i udbud.
Det er proceduren i forbindelse med renoveringen af Dalstrupcentret og Observationshjemmet Brundhøj, der begge ligger i Nørre Djurs kommune, der er faldet erhvervsrådet for brystet. Amtsrådet besluttede i marts måned, at renovere det tidligere Dalstrupcenter, der nu skal huse en sikret institution til 10 unge, for godt 16 mio. kr.
Samtidig besluttede amtsrådet at lade politikerne i udvalget for Børn, Kultur og Uddannelse, BKU, vælge den endelige totalentreprenør ud fra en bruttoliste på 12 håndværksvirksomheder. BKU pegede her på Aalsrode Tømrerfirma A/S, Ørsted Murerforretning og Murerfirma Rasmus Jakobsen A/S, Grenaa. BKU skal foretage den endelige udvælgelse af totalentreprenøren i oktober måned.
Inde i varmen
- Det er Amtets Bygnings- og Energikontor, der finder frem til, hvilke håndværkere der skal være inde i varmen, og de kender åbenbart for lidt til håndværkerne i Nørre Djurs, siger Benny Hammer, formand for Nørre Djurs Erhvervsråd og konservativ viceborgmester i Nørre Djurs, der ikke er uenig i, at udbyder som princip skal vælge den entreprenør, som er bedst og billigst.
- Men vi er i erhvervsrådet naturligvis stærkt optaget af, at de lokale håndværkere, der har de nødvendige kompetencer også får mulighed for at byde ind på de offentlige opgaver, der skal løses i lokalområdet, og den mulighed har de altså ikke fået i de her tilfælde, siger Benny Hammer, der vil sende et par eksemplarer af Erhvervsguide Djursland til politikerne i BKU-udvalget, så de kan se, at der faktisk er mange flere håndværkere at vælge imellem.
Tag os med
- Vi får jo ikke BKU til at gøre udbudsforretningen om, men vi vil anmode BKU om at foretrække en totalentreprenør, der vil indhente tilbud fra de lokale håndværkere eller alternativt, at BKU opfordrer den udvalgte totalentreprenør til at anvende lokale fagentreprenører, hvor de er konkurrencedygtige. Og så vil vi bede politikerne og embedsmændene tage os med næste gang, der skal gives tilbud på amtslige opgaver i Nørre Djurs, slutter Benny Hammer.
Benny Hammer, formand for Nørre Djurs Erhvervsråd, vil have amtets politikere og embedsmænd til at rådføre sig med erhvervsrådet næste gang, der skal gives tilbud på amtslige opgaver i Nørre Djurs.
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex