NIMTOFTE-TØSTRUP - Nimtofte-Tøstrup Husmoderkreds tager på cykeltur tirsdag 22. juni.
Turen går til Ramten Skov. Undervejs skal cykelholdet besøge Kirsten og Åge Christensens deltidslandbrug og gårdbutik i Kolstrup. Det er især fårehold der er den røde tråd i parrets forretning. På gården er der 30 moderfår med lam af den specielle norske ”Spellsau” race, der giver en meget fin, men også slidstærk uld.
Kirsten Christensen strikker trøjer til salg, og der er også garn og andre ting i butikken. Alt sammen fra deres egne får. Det meget fedtfattige lammekød, der også sælges, er også en efterspurgt vare.
- Der bliver meget at se på, da stedet ligger meget naturskønt. Der bliver slået et telt op i haven, hvor vi får serveret kaffe, fortæller Hanne Trier, formand for bestyrelsen i Nimtofte-Tøstrup Husmoderkreds.
Også folk i bil er velkommen til at dukke op. Der er afgang fra parkeringspladsen ved Nimtofte Hotel.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 14. juni
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex