BRØNDSTRUP - Efter sidste sommers succes åbner kunstforeningen Paletten dørene for en ny sommerudstilling. Der er fernisering den 26. juni.
Kunstforeningen på Djursland så dagens lys sidste sommer. Initiativtagerne er Tove Alsner, Brøndstrup og Allis Eliasen, Bønnerup Strand. De fortæller om kunstforeningen:
- Vores mål er at være en forening for alle kunstarter og hele tiden være på udkik efter nye og spændende udstillingsemner. Vi vil være en forening hvor kunstnere og kunsthåndværkere har mulighed for at udstille deres arbejder sammen, udtaler Tove og Allis.
De håber at kunne skabe et spændende, flerstrenget og inspirerende miljø, der samtidig skaber fokus på Djursland samt giver kunstinteresserede og turister en spændende oplevelse.
Bakkegaarden i Brøndstrup, nord for Gjerrild i nærheden af Sostrup slot, danner i perioden fra den 26. juni til den 8. august om kunstforeningen Palettens anden udstilling med kunst og kunsthåndværk.
- Det er lykkedes os at samle 14 spændende og alsidige kunstnere, det bliver derfor en righoldig og varieret udstilling med masser af spændende detaljer, lover de to initiativtagere.
Bakkegaarden er en smuk firlænget gård med toppede brosten på gårdspladsen, beliggende i idylliske omgivelser, tæt på Emmedsbo Skov, tit med krondyr gående i flok på markerne omkring gården.
Som gæst til Åbent Hus arrangementet den 26. juni er der mulighed for at hilse på kunstnerne, som vil være tilstede, og lytte til den spændende violinist og multikunstner Torben Harboe, som det er lykkedes Tove og Allis at overtale til at underholde.
Bakkegården i Brøndstrup vil igen i år huse kunstforeningen Palettens sommerudstilling. Udstillingen har fernisering den 26. juli.
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex