Hans N. Kortbech frygter, at vælgerne kunne gå hen og tro, det var ham, Kaj Møldrup Christensen hentydede til et indlæg tidligere på ugen. Det svarer han på i det følgende:
”I Amtsavisen d. 14. juni slår amtsrådsmedlem Kaj M. Christensen (S) til lyd for flere regioner og mange opgaver til disse i forbindelse med kommunalreformen.
Ja, der er nærmest tale om uændret opgavefordeling og blot amterne lagt sammen to og to. Der er overhovedet ikke tale om en reform, hvis dét blev gennemført.
Det undrer mig måske ikke – Kaj M. Christensens parti går jo stort set ind for amternes bevarelse.
Det er jo amtsborgmester Bendt Hansen – og så åbenbart Kaj M. Christensen – der har sat partiets dagsorden i dén sag.
Kaj M. Christensen har jo heller aldrig været meget for udvikling – tingene skulle forblive, som de var.
Frygten for forandringer kan være svær at håndtere, og det gør det selvfølgelig heller ikke bedre at se sin politiske platform forsvinde eller i hvert fald blive sværere at fastholde.
Kaj M. Christensen tager også kommunale Venstre-folk til indtægt. Ja, han er ligefrem blevet bedt om at presse regeringen af Venstre-folk.
Jeg vil lige sikre mig, at læserne ikke går rundt i dén fejltagelse, at det er mig, der har bedt Kaj M. Christensen om hjælp. Det er det ikke.
Kaj M. Christensens skriveri om ”oprør” i det kommunale og amtskommunale Venstre – hvor er dét? Jeg véd godt, at der er debat – men oprør? – Nej!
På et borgmester- og gruppeformandsmøde i Venstre efter offentliggørelsen af regeringens udspil var der bred opbakning, når bortses fra nogle amtsborgmestre.
Èt er jeg dog enig med Kaj M. Christensen om, at der bliver et bredt forlig om kommunalreformen. Men jeg håber, at forliget hovedsageligt sker på dét grundlag, som regeringen har fremlagt – og som der rigtigt set af Kaj M. Christensen er flertal for med Dansk Folkeparti.
Men fastholder oppositionen dén betontænkning, som Kaj M. Christensens indlæg er udtryk for, så foretrækker jeg en aftale med Dansk Folkeparti.
Der er visioner i regeringens udspil. Næsten alle borgervendte opgaver kommer ud i kommunerne, som bliver porten til det offentlige for borgerne – dét er decentralisering, så det batter.
Det mellemste led – amterne/regionerne – får kun én opgave: sundhedsvæsen. På dén måde bliver der reelt kun to niveauer i Danmark. Men vi skal jo også huske, at der er et niveau derover i mange spørgsmål, nemlig EU.
Fire niveauer i alt – EU, staten, amtet og kommunen, dét er for meget. Det tror jeg også, befolkningen er enig i – amterne skal væk som selvstændigt niveau. Der er naturligvis også på sigt et rationaliseringspotentiale i en sådan strukturændring.
Det er kun Kaj M. Christensen og hans parti, der ikke kan eller vil indse behovet for forenkling og forandring.”
Skrevet af Venstre-medlem af Langå Byråd, Hans M. Kortbech, i Randers Amtsavis fredag d. 18. juni
Kilde: Randers Amtsavis
Rex