En dame fra Randers erklærer sig som arg unionsmodstander, og hun har gjort sig nogle tanker om det beklagelige i, at så få danskere deltog i valget forleden. Hun siger:
”For de danske unionsmodstandere, mig selv indbefattet, har det
konkrete resultat ved valget til Europaparlamentet ikke været opmuntrende.
Alt for få unionskritiske stemmer fra Danmark vil komme til at præge debatten i én af den Europæiske Unions vigtige institutioner.
Dette resultat må ses på baggrund af, at det er svært at bevare kampgejsten i en situation, som man inderst inde véd, man kun har få muligheder for at præge.
Valget til Europaparlamentet anno 2004 kan ikke sammenlignes med folkeafstemningen i 1992 i forbindelse med Maastricht-traktaten. Dengang var det muligt at sige nej til unionsprojektet, som blev præsenteret i en utilsløret form.
Og resultatet – folkeafstemningens nej – afspejlede også den folkelige bevidsthed om øjeblikkets alvor. Det var et klart defineret slag.
Omstændighederne er nu fuldstændig anderledes. Der er intet slag, der kan vindes eller tabes. Situationen er fastlåst.
Det er en tålmodighedskamp, hvor man kun kan blive ved med at formulere sin principielle modstand uden noget håb om, at man på kort sigt kan forvente det mindste resultat.
Denne modløshed har sikkert præget selve valgdeltagelsen.
Valgdeltagelsen er noget helt andet end selve valgets konkrete resultat. Den meget lave valgdeltagelse (47,9% i Danmark, 37% i Sverige, 28,7% i Østeuropa) er ikke nødvendigvis et dårligt tegn.
Det kan også opfattes som en slags tavs protest. Den afslører den manglende folkelige opbakning til den Europæiske Union, hvis idé aldrig udsprang nedefra, og hvis politiske spil og institutioner opfattes som noget aldeles fremmed i forhold til folks liv. Somme tider kan den tavse protest tale klarere end den velartikulerede modstand.
Jeg tror endda, at den tavse protest går meget dybt. Og just fordi den er uartikuleret. Den er nærmest instinktiv. Man gør sig ikke umage for at stemme på noget, som ikke angår én selv, eller når man føler, at éns ikke har nogen betydning overhovedet.
Set i dette lys er valget til Europaparlamentet ikke helt uvæsentligt. For det viser, at folk viger tilbage, når de fornemmer, at de demokratiske spilleregler ikke dækker over et ægte demokratisk indhold.
Derfor har valget d. 14. juni 2004 på sin vis været et opmuntrende tegn for unionsmodstanderne. Kampen må føres videre uden hensyn til de nære resultater.
Det er den vanskelige tålmodighedskamp, som alene kan opretholdes ved bevidstheden om en moralsk pligt.”
Skrevet af Monica Papazu fra Randers i Randers Amtsavis tirsdag d. 22. juni
Kilde: Randers Amtsavis
Rex
05/05 2023
