Ved de netop afholdte testløb til Europamesterskaber og Nordisk Landskamp, chokerede den gamle Grenaa-dreng, Christian Hansen - søn af Kai og Helga Hansen - ved at vinde mellemdistancen i suveræn stil.
De 7.1 km i luftlinie blev løbet i Sorøskovene på tiden 40.58 min. Resultatet er ekstra flot på baggrund af, at den samlede elite var på plads - inklusive tre verdensmestre!!
Ved sprintdistancen på 3,8 km. og den lange distance på næsten 18 km. viste Christian også flotte resultater.
Det chokerende resultat kom efter at Christian gennem nogle år som senior har været helt borte fra eliten grundet skader og studier. Som ungdomsløber blev det til flere danske mesterskaber for den lokale klub, OK Djurs.
Det seneste år har Christian valgt at stå uden for forbundets træningsgrupper, da han har bosat sig i Stockholm og starter for OK Ravinen. Her har han fået en personlig træner i skikkelse af den tidligere danske verdensmester Allan Mogensen. Et samarbejde, der nu ser ud til at bære frugt.
Testløbet blev til udtagelse til Nordisk Landskamp i juli ved Holstebro og en reserveplads til EM-holdet. At vinderresultatet ikke gav direkte udtagelse, skyldes manglende topresultater fra det seneste år.
Den kommende tid bliver meget travl, idet Christian deltager i verdens største stafetløb i Finland. Der forventes at starte over 1100 herrehold med hver 7 mand. Desuden står studenterverdensmesterskaberne på løbslisten. De foregår i Tjekkiet med deltagelse af 31 nationer. Endelig bliver det ekstra spændende i august med udtagelse til VM. Disse testløb foregår næsten på den svenske hjemmebane nær Stockholm i et krævende terræn.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex