Denne week-end bliver usædvanlig hektisk for de travle frivillige i den lokale ”bredbånds-brigade”. Nørre Djurs-nettet er som bekendt pilotprojekt for hele Djurslands.net, og nu synger den 2-årige forsøgsperiode for alvor på sidste vers. Det betyder i praksis, at den kommende week-end kommer til at kræve en masse af de frivillige.
Normalt er der én vagt på i week-enden på skift, men i denne sidste week-end af den EU-støttede forsøgsperiode har mange af de frivillige lovet at give den ”en sidste skalle”. I sin tid opstillede man det som et mål i den EU-støttede projektbeskrivelse at nå omkring 500 tilsluttede husstande, og det er for at komme så tæt på dette tal som overhovedet muligt, at man har besluttet at slutte af med en slutspurt med arbejdsdage både fredag, lørdag og søndag. Målet for week-endens hektiske aktiviteter er at få endnu flere områder i Nørre Djurs koblet op og samtidig få endnu flere brugere ”på” de steder, hvor det trådløse net allerede findes.
Har du tid og lyst til at give en hjælpende hånd i nogle timer, kære medborger, så ring til Koordinationscenteret under Glesborg-hallen på tlf. 87 79 23 60/61 – eller bare mød op!
Projektleder Bjarke Nielsen understreger over for Netavisen, at projektet med at få bredbåndet ud i alle ender og kanter af Nørre Djurs selvfølgelig ikke er færdigt hermed. Det er kun den EU-støttede del, det handler om – her er det vigtigt at komme så tæt på EU-målet som muligt for at kunne lave så positiv en afrapportering til myndighederne, så udbredelsen til resten af Nørre Djurs og det øvrige Djursland får politisk og folkelig medvind og for fremtiden kommer til at hvile i sig selv.
Netfolkene beretter i øvrigt at de fra en række test og udviklinger har gode nyheder for nettets stabilitet og båndbredde, men mere om det senere.
Kilde: //
Rex