GRENAA – Grenaa Tekniske Skole er gået sammen med 3D-virksomheden Truemax om at skabe et helt nyt uddannelsestilbud for unge, der er gået ud af 9. klasse.
Det går stærkt hos Grenaa Tekniske Skole, der netop har indgået aftale med den københavnske 3D-virksomhed om at starte en ny specialiseret uddannelse for de 15 til 19-årige.
Det helt nye uddannelsesforløb indeholder både obligatoriske grundfag som dansk, engelsk og matematik og undervisning i 3D computergrafik på et niveau svarende til 1. semester på Truemax’s 2-årige uddannelse til 3D digital artist, ligesom uddannelsen også omfatter det obligatoriske modul for grundforløbet Teknologi og kommunikation. Dermed giver uddannelsen også adgang til en faglig uddannelse på Teknisk Skole, IT-college med HTX eller videreuddannelse inden for 3D hos Truemax.
Collegemiljø
De studerende på den nye uddannelse kommer til at bo under samme tag i et collegemiljø, hvor de fælles oplevelser med kammerater fra hele landet, der deler samme lidenskab for 3D film og spil, vil være det helt centrale. Der indgår da også en tur til Londons pulserende 3D miljø i uddannelse, så eleverne med egne øjne kan se, hvad der kræves for at være med i ”3D-eliten”.
Skrevet af Marianne Svit i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 29. juni
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
rex