Den 3. juli kan landpostbud Karl Lange, Vestergade 65, Ryomgård fejre 25 års jubilæum i Post Danmark.
Karl Lange kom til Post Danmark med en elektrikeruddannelse i bagagen. Med sit strålende humør og lyse sind, har han gennem næsten alle årene serviceret kunderne på det ypperste i området Østen Fjeld og Nimtofte. Han kender hver kunde ved navn og er meget vellidt og velkommen, hvor han kommer frem. Lige så populær Karl er blandt kunderne, lige så populær er han som kollega. Han er altid hjælpsom og fuld af lynende gode ideer, når arbejdsdagen skal lettes. Karl skaber god stemning omkring sig, og har et væld af sjove historier, som han deler ud af med et glimt i øjet. Karls samarbejdsevner og engagement i arbejdspladsen kommer også kollegerne til gode, når han med glødende iver taler deres sag som sikkerhedsrepræsentant.
I fritiden nyder han vin og sammen med kone og børn dyrker han campinglivet. Ikke kun Post Danmark har haft glæde af Karls lyst til at tage fat. Det har også familiens hus som med stor succes været under hans kyndige handyman-hænder.
Dagen fejres med familie, venner og kolleger.
Kilde: Grenaa Bladet
rex