I dag lader vi Netavisen totalt dominere af strukturdebatten. Dels har Redaktøren plukket en buket af læserbreve om emnet i week-endens aviser – og dels summerer han op på, hvordan situationen ser ud hér ved sommertide på Djursland (og specielt i Nørre Djurs), efter at regeringen og Dansk Folkeparti forleden forhandlede sig til rette om et smalt forlig om de fremtidige strukturer.
”Det gik jo som bekendt som mange frygtede: regeringen valgte at gennemføre reformen med det smallest mulige flertal, nemlig kun med Dansk Folkeparti. Resultatet blev, at regionerne blev skåret helt ind til benet, både hvad antal og hvad opgaver angår. Fem regioner bliver det til med det nuværende Århus Amt som en del af en langt større midtjysk region med Viborg som ”hovedstad”. Og så skal de stort set ikke beskæftige sig med andet end sygehusvæsen – og det styrende regionsråd får ingen reel ansvarlighed over for borgerne, da de ikke kommer til at udskrive skatter.
Om det nu var regeringen og DF, der gik solo, eller om det var oppositionen, som viste uansvarlighed ved at melde sig ud af forhandlingerne, skal vi lade usagt hér. Men at der er stor modstand i samtlige partier imod overhovedet at gennemføre så gennemgribende en reform med så smalt et flertal, ja, det er sikkert og vist! Og faren for, at vi de næste mange år kan se frem til stort kaos indenfor det offentlige, er meget stor, bl.a. fordi Socialdemokraternes ledende politikere har bebudet, at man agter at lave mange ting om i strukturforliget, ligeså snart man evt. kommer til magten ved næste folketingsvalg.
Men også indenfor både regeringspartier og Dansk Folkeparti har forliget skabt uro i de politiske baglande. Også hér i Nørre Djurs har både det smalle forlig og selve indholdet givet anledning til skepsis på den lokale højrefløj. Således giver den konservative viceborgmester Benny Hammer kraftigt udtryk for, at han næsten hellere så en udsættelse af reformen end at lave den kun med Dansk Folkepartis støtte.
Den lokale DF`er, Knud Andersen fra Bønnerup, er bekymret ved udsigten til, at miljøet skal varetages af kommunerne, så der er bestemt delte meninger også hos de partiers medlemmer, der har gennemført forliget, om reformens indhold og konsekvenser.
Alt tyder altså på lige nu, at reformen bliver til noget – og spændende bliver det så at se, hvor mange ting oppositionen vil lave om på, hvis de skulle få magt, som de har agt. Men selve sammenlægningerne, og hvem der helt konkret skal lægges sammen med hvem, er allerede i gang og har været det længe. Kommuner på minimum 30.000 indbyggere (og maksimum 50.000!) skal efter planen løse alle de opgaver, amterne hidtil har varetaget – og det er rigtigt mange – og bekostelige!
De 4 syddjurske kommuner har allerede mere end forlovet sig ved at indsende fælles høringssvar om reformen, og det samme gælder Nørre Djurs og Grenå. Her er man stærkt bekymret ved udsigten til at skulle løse så mange serviceopgaver bare de 2 kommuner lagt sammen. Derfor gjorde man i det fælles svar ministeren opmærksom på, at man var bekymret ved udsigten til at skulle være udenfor i sammenlægningsspillet på Djursland. Ingen har jo som bekendt ønsket at ”giftes” hverken med Nørre Djurs eller Grenå, Syddjurs har organiseret sig i et behageligt ”whiskybælte” og resten af Djursland er heller ikke specielt interesserede i os.
Men her er det så, at en udligningsreform kommer ind i billedet, og udsigten til denne får bl.a. Knud Andersen til at mene, at Nørre Djurs og Grenå sagtens kan stå på egne ben i fremtiden. Andre igen lufter tanken om at forblive de små kommuner med hver deres særpræg – og så løse alle opgaver i et stort kommunalt fællesskab. Faktisk er der indbygget en såkaldt ”kattelem” i reformen, der åbner op for, at mindre kommuner kan vælge at forblive, som de er, men i et fællesskab med en stor kommune. Omtalte lem er lavet for at tilgodese kommuner, der er så rige, at de næsten kan være selvkørende, men det er vist ikke lige aktuelt for hverken Nørre Djurs eller Grenå.
Der er altså delte meninger om reformen, og hvordan vi skal håndtere den på Djursland – og der er stadig mange uløste spørgsmål med hensyn til selve kommunegrænsedragningen. For at prøve at få løst lidt op og få luftet forskellige muligheder ser det nu ud til, at folk fra Grenå og Nørre Djurs kommuner straks efter sommerferien skal mødes med nabopolitikere fra Sønderhald og Rougsø. Her er det meningen, at forskellige muligheder for og forslag til evt. sammenlægninger skal endevendes.
Spændende bliver det at se, hvad Nørre Djurs i fremtiden bliver en del af.
Skrevet af Rex
Kilde: Rex
rex