I det følgende læserbrev er det konsekvenserne af, at miljøområdet skal styres af kommunerne, der står for skud. Det er den socialdemokratiske miljøordfører, der siger:
”Socialdemokratiet ser, at naturen, miljøet og grundvandet bliver taberen i regeringens smalle forlig om den kommunale struktur.
”Armslængdeprincippet” er væk, og alt er lagt op til, at det nu mange steder kan blive kortsigtede interesser, der kommer til at styre miljøpolitikken. Kortsigtede, hvor det kan frygtes, at man lokalt vælger at konkurrere på lempeligere godkendelser, flere svinefarme, byggegrunde i naturskønne områder, dårligere vandløbsvedligeholdelse etc.
Reformen viser også manglende forståelse for, at natur og miljø er et fælles gode, der går på tværs af kommunegrænserne.
Eksemplerne på dette er mange: Drikkevandet (som er vores fælles ressource), større vandløb, naturområder, kystbeskyttelse, særligt følsomme landbrugsområder etc.
Regeringens mantra i hele denne proces er ”forenkling”. Det er endog meget svært at få øje på forenklingen, når eksempelvis amternes opgaver med hele Gudenåsystemet og Randers Fjord overflyttes fra tre amter til et tocifret antal kommuner. Det kan kun give forvirring samt kræve øgede ressourcer til koordinering. Ressourcer, som i sidste ende går fra miljøet.
Tilsyn og håndhævelse af eksempelvis naturbeskyttelseslov, vandløbslov, vandforsyningslov, råstoflov m. m. overgår til kommunerne.
Det betyder, at udpegning af særligt beskyttede naturtyper, vandløbspleje, grundvandsbeskyttelse, grusgrave etc. Bliver afhængig af lokalpolitiske interesser og beslutninger og ikke længere skal ses i et større perspektiv.
Ligeledes forholder det sig med udvidelser af svinefarme, hvor det kan frygtes, at de hensyn, der mange steder tages i dag til grundvandet, naturens tålegrænser lugt etc. Ikke længere tages, da nogle kommuner vil se på snævre lokale interesser frem for helheden, grundvandet og naturen på den anden side af kommunegrænsen.
Det er Socialdemokratiets opfattelse, at de miljøopgaver, der har regional betydning, går på tværs af kommunegrænser, hvor et fagligt miljø kun kan opbygges regionalt, samt hvor hensyn til armslængdeprincippet tilsiger det, skal ligge i regionerne.
Alt tyder desværre på, at regeringens smalle aftale om den kommunale struktur bliver danmarkshistoriens dyreste omgang for miljøet, naturen og drikkevandet.”
Skrevet af den socialdemokratiske miljøordfører på Christiansborg, Torben Hansen fra Randers, i Randers Amtsavis lørdag d. 3. juli
Kilde: Randers Amtsavis
rex