Det var en dejlig dag for Kunstforeningen Paletten der i lørdags slog dørene op for en spændende og righoldig udstilling. Initiativtagerne Tove Alsner og Allis Eliasen udtaler: »Alle vore forventninger er blevet indfriet, udstillingen blev godt besøgt og vi fik en masse positiv respons på den måde vi har sammensat forskellige kunstarter, den gode kvalitet og opsætning af udstillingen.«
|
Allis Eliasen bød velkommen og præsenterede de 14 kunstneres arbejder der er med på udstillingen. Lidt af et tilløbsstykke var billedmager Solvejg Refslund’s billedkollager og Torben Harboe’s underholdning med sin violin og hans smukke bronzeskulpturer som blev præsenteret på udstillingen. Gæsterne havde mulighed for at hilse på kunstnerne som var mødt op og høre lidt om deres arbejder, metoder og baggrund. I den forbindelse udtaler Solvejg Refslund: »Det er en god oplevelse at udstille sine arbejder i så spændende og flerstrenget miljø og på den måde møde ligestillede til gensidig inspiration. På Bakkegaarden, ved Brøndstrup nord for Gjerrild, er der skabt perfekte rammer både for udstillerne og publikum som her kan få en oplevelse ud over det sædvanlige.
Udstillingen løber til den 8. august, og har åbent alle dage kl. 11 – 17.
Udstillingen er med til at skabe fokus på Djursland og give kunstinteresserede og turister en spændende oplevelse.
Ugens kunstner er:
Torben Harboe: Kunstnernavnet er »Tharbon«.
Der indgår masser af symbolik i »Tharbon’s« skulpturer. Af materialer bruger han træ, sten, keramik, gips og bronze. Det kan være mytologien, eventyr, musik eller naturen der giver inspiration til et tema som så holdes fast til det er levet ud. Arbejderne kræver dog hverken ordbog eller opslagsværk for at blive forstået og oplevet, de er en oplevelse i sig selv. Torbens arbejder skal ikke nødvendigvis vise noget, snarere berøre eller få publikum til at stoppe op og reflektere i et kort øjeblik.
I selve processen er han spontan og har sin nyfigenhed i behold, processen er i stadig udvikling og udfordringen er at finde, i det at forme figuren plastisk gerne på kanten af det mulige. Herefter støbes skulpturen for siden at blive bearbejdet, fremhæve enkelte partier, hulninger eller flader. Noget står blankt andet står groft.
Torben Harboe er uddannet fra Ã…rhus Kunstakademi, og udstiller over hele landet.
Når Torben Harboe spiller på sin violin er det folkemusik, swing, rock og blues han fornøjer sit publikum med.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex