Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Et liberalt projekt

Vi fortsætter, hvor vi slap i går, for i dag slutter endnu en socialdemokrat sig til den partifælle, der i går svarede på indlæg fra 2 Venstre-folk. Også han er vred over regeringens smalle forlig og skriver:


”Når de to folketingsmedlemmer fra Venstre, Andersen og Andersen, hér i avisen fortæller om den smalle kommunalreforms stærke sider og priser samarbejdet med Dansk Folkeparti samtidig med, at de kritiserer Socialdemokraterne og De Radikale for ikke at ville tage medansvar, så er det måske dén måde, de to gerne vil sælge deres ”kommunalreform” på.
Men som bekendt er der af og til forskel på dét, som reklamen lover, og virkelighedens verden. At Venstre i det hele taget føler, at de tør tage ansvaret for at føre en så snæver reform igennem, er i sig selv ubegribeligt.
Kommunalreformen er ikke noget, man bare gennemfører, det er et kompliceret og gennemgribende indgreb i den enkelte borgers måde at være samfundsborger på. Det kalder på politisk bredde, det kræver politisk spændvidde.
Befolkningen skal kunne regne med, at de tiltag, som Folketinget vedtager, når vi taler så store spørgsmål, at de er langtidsholdbare. Men det er de af gode grunde ikke, når Venstre ligefrem reklamerer med, at det skal være ideologien og ikke den sunde fornuft, der skal være i højsædet.
Ligeværdighed i borg og hytte har gennem generationer præget det danske kommunale landkort. Nu vil Venstre f.eks. skabe usikre forhold for de svageste grupper, nemlig alle dem, som i dag betjenes af de amtslige institutioner. De skal efter Venstres plan overgå til kommunerne, når amterne skal nedlægges. Men der er opgaver, som er så tunge, at selv den største kommune ikke kan håndtere dem.
De amtslige specialinstitutioner er et sådant område. Det er muligt, at få store kommuner i dag udtrykker den gode vilje og mener sig i stand til at løfte opgaven, men ligesom den gode vilje ikke rigtigt kan bruges som betalingsmiddel i Brugsen, så kan den heller ikke bruges til at løfte mange af de opgaver, som i dag klares af specialinstitutionerne.
Når de nye regioners primære opgaver for eftertiden hovedsagelig skal være sygehusene, så kunne man tro, at patienterne herefter ville gå en sikker fremtid i møde.
Men der er ikke lagt op til et mere sammenhængende sygehussystem i Danmark – desværre. Der er ikke lagt op til, at patienterne bliver bragt dérhen, hvor patienterne altid bør være – nemlig i centrum. Der er ikke vilje til at skaffe de helt nødvendige ressourcer, der skal til for at sikre tilstrækkelige og ordentlige fysiske rammer, og der er slet ikke tænkt på plejepersonalets arbejdsforhold.
Der er tænkt på besparelser – der er tænkt på rationaliseringspotentialer, men der blev ikke plads til at tænke på hverken patient eller personale.
Når man så hér i avisen skal læse, at Venstre viser den højeste grad af ansvarlighed ved at føre blokpolitikken videre på den snævrest mulige margin, og Socialdemokraterne ”ved målstregen”, som det formuleres, ikke tør tage medansvar for en kommunalreform, så nærmer vi os midt i alt det groteske måske alligevel selve kernen.
Venstre vil egentlig gerne velfærdsstaten til livs. De vil gerne gøre forskellene i Danmark større. De siger selv, at de vil gøre tingene på en anden måde. Og sandheden er, at de er godt i gang med et stort liberalt projekt.
Indtægterne til staten falder i takt med, at skatterne sættes ned. Afdragene på statens gæld udskydes, så vore børn og børnebørn får en liberal arv at bære på.
Folk skal have mere frihed til selv at vælge. Men er det eksempelvis frihed at skulle betale mere for børnepasning og den offentlige transport? Er det frihed at forringe miljøbeskyttelsen og sætte fødevarsikkerheden på stand-by?
Ja, siger Venstre. Socialdemokraterne siger nej. Vi siger nej til at gøre livet vanskeligere for den almindelige dansker.”
Skrevet af folketingskandidat Lars Bang (S) fra Spentrup i Randers Amtsavis torsdag d. 8. juli

Kilde: Randers Amtsavis

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam