RYOMGÅRD - 10 fodboldpiger fra IF Midtdjurs har gjort det rigtig godt på banen og skal til DGI’s landsmesterskab i Farsø i Himmerland sidst i august.
De fleste piger fra lilleputholdet var samlet på fodboldskolen i Ryomgård. Det er bagerst fra venstre Julie Thomsen, Maja Dichmann, Ditte Baltzher Madsen, Mia Dichmann, Karoline Larsen og Karina Lassen. Forrest fra venstre Simone Værum, Annika Gissel og Kristine Jensen. Kristin Mørch var på ferie, da billedet blev taget.
På sidste uges fodboldskole i Ryomgård var der ingen problemer med at motivere de 10-12 årige piger. På nær en, som var på ferie, var alle IFM’s lilleputpigespillere nemlig på græs hele ugen, og det er godt for forberedelserne til DGI’s landsmesterskaber i august.
Efter et fint forår kvalificerede pigerne sig til RGI’s finalestævne 16. juni i Assentoft. Her startede holdet med en 2-0 sejr og spillede derefter uafgjort 2-2. Det var nok til at komme i finalen, som de vandt med 4-1.
- Det var en flok glade piger og glæden var fortjent, for de havde alle ydet deres bedste, fortæller Birger Sørensen, som er træner for lilleputpigerne. Mette Skovsen og Anne Yang Li Sørensen er assistenter og Lisbeth Thomsen er leder af truppen.
- Mange forældre og øvrige familiemedlemmer tog turen med til Assentoft, og gav pigerne god opbakning fra sidelinien, fortæller Birger Sørensen, som efterlyser en sponsor, som vil hjælpe truppen til træningsdragter inden de skal til landsmesterskabet, så de kan repræsentere IF Midtdjurs og RGI på bedste vis til landsmesterskabet.
DGI’s landmesterskab foregår 27., 28. og 29. august i Farsø i Himmerland.
Skrevet af Martin Schults i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 6. juli
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex