RYOMGÅRD - For 12. år i træk myldrede det i sidste uge med fodbolddrenge og -piger på IFM’s anlæg i Ryomgård. 128 børn fra nær og fjern fik en perfekt start på skoleferien med en hel uge med fodbold på DBU’s fodboldskole.
Selvom man lige har fået sommerferie, er det ingen sag at gå fra folkeskole til fodboldskole. Især når man er vild med fodbold og der er EM i fjernsynet samtidig.
Hver mand sin bold, og så er det ellers med at få jongleret med den og holde den i luften, mens træner Danni Hansen og assistent Kirsten Fruerlund ser på.
|
Snakken går flittigt, når de mange børn stævner ind fra nær og fjern. Gårsdagens TV-kampe skal lige vendes, og sympatierne og idolerne luftes højlydt. Og efter omklædningen er det ikke lille Peter eller Søren, som går på banen. De har forvandlet sig til Rivaldo, Ronaldo, Van Nistelrooy eller Jon Dahl Tomasson, og opbuddet af små verdensstjerner i de flotte klub- eller landsholdstrøjer giver en antydning af hvor sympatierne ligger for tiden.
Selv nyoprykkerne fra Randers FC er repræsenteret med flere lyseblå spilletrøjer og IFM’s lille angrebs-es Myre har allerede fået trykt sit navn på trøjen. Sikkert en kommende mand i den østjyske fodboldverden.
God feriestart
Igen i år er det Klaus Fanø Larsen, Ryomgård, som står i spidsen for DBU’s fodboldskole. Ved sin side har han hustruen Charlotte Bonde Larsen som assistenten, der arbejder på hele banens bredde for at blive i fodboldsproget. Hun sørger for at de løse ender bliver bundet sammen, og kan både stå for ekstra omsorg og klare skadesbehandlingen, hvis den lille Ronaldo har slået skinnebenet.
Ude på banerne har Klaus Fanø Larsen en voksen træner og en ung assistent til hver af de otte grupper, som fodboldskolen består af i år.
Som alle foregående år er fodboldskolen besat til sidste plads, og den viser sig endnu engang som den perfekte feriestart for mange børn.
Skal lære noget
Intentionen i DBU’s fodboldskole er selvfølgelig at give børnene en god idrætsoplevelse i et positivt socialt sammenhæng. Men man vil også godt lære børnene noget mere om fodbold, og derfor arbejder alle DBU’s fodboldskoler hver år efter en fælles trænermanual.
- I år er der sat fokus på ”Pletskud”, fortæller Klaus Fanø Larsen. Derfor er mange af øvelserne bygget op omkring præcisionen i spillet. Det gælder både i afleveringer og i skud på mål.
- Ude på banerne har hvert barn sin egen bold, og vores øvelser er bygget op omkring omgangen med bolden. Og vi har mange andre ting på programmet, som giver afveksling og variation i løbet af dagen, siger Klaus Fanø Larsen.
Det drejer sig både om sjove turneringsformer, men også spil på en oppustelig fodboldbane med to mand på hvert hold. Man kan prøve en fartmåler, som viser hvor hårdt man sparker, på faldmåtterne kan man øve sig på saksespark eller flyvende hovedstød som da svenske Henke scorede sit pragtmål mod Bulgarien. Et målnet med lommer hængt op forskellige steder i målet viser, om man kan ramme det ønskede sted.
Respekt hos drengene
Danni Hansen, Ryomgård, er en af fodboldskolens faste trænere og skal holde styr på en gruppe af lilleputspillere. Til at hjælpe sig har han 15-årige Kirsten Fruerlund, Ryomgård, og hun er en assistant, som skaber respekt blandt drengene. Hun kan nemlig mere med en bold end drengene tror. Hun er IFM’s dygtigste pigespiller og har været udtaget til U15 regionsholdet. Efter en afstikker til Skovbakkens elitepigehold i Århus er hun for tiden tilbage i IFM.
- Jeg har døjet meget med skader i foråret, og derfor var det bedre at spille i Ryomgård, fortæller Kirsten Fruerlund, som dog syntes, det var meget spændende, men også hårdt, i det skrappe selskab i Skovbakken. Nu ser hun tiden lidt an for at blive helt klar, men hun udelukker ikke en tilbagevenden til elitefodbolden.
- Men lige nu spiller jeg med juniorpigerne i IFM og træner også med damerne.
Unge på vej
Klaus Fanø Larsen er glad for de unge assistenter, som både får lært noget selv om ledelse og træning og som samtidig kan have det sjovt med de yngre børn.
- Heldigvis er der mange unge, som gerne vil være med som assistenter på fodboldskolen. Det kan måske også give dem lyst til at fortsætte som trænere i klubben, når de bliver lidt ældre, siger Klaus Fanø Larsen.
Selvom fodboldskolen er fyldt til sidste plads med de 128 deltagre, var den faktisk i år for første gang normeret til 144 deltagere.
- Men fordi mange forældre var for længe om at tilmelde sig, skar DBU vores deltagerantal ned igen til de sædvanlige 128. Det er ærgerligt, for efter tilmeldigsfristen kom der masser af henvendelser, og jeg må hver eneste dag sige nej til børn, som gerne vil være med. Så til næste år må forældrene være på dupperne og få tilmeldt sig mens tid er, slutter Klaus Fanø Larsen efter endnu en veloverstået fodboldskole.
Skrevet af Martin Schults i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 6. juli
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex