Ved et tilbageblik på sæsonens aktiviteter (2003/2004) falder det i øjnene,
at Liberalt Oplysnings Forbund i Grenaa har haft en markant fremgang
i medlemstallet.
Til trods for en halvering i de offentlige tilskud til aftenskolen kan LOF Grenaa melde om ikke mindre end 10 procents fremgang i forhold til sidste år. Ekstra flot er det, når man sammenligner med Århus Amt, hvor der er tale om en fremgang på godt én procent. I Grenaa har vi haft både flere hold oppe at køre og flere elever end i de tidligere år, meddeler skoleleder Vibeke Hjerrild.
LOF i Grenaa har haft et rigtig godt år, hvor man blandt andet har stået som vært for et regionstræf i Dronningens Ferieby med ikke mindre end 80 deltagere udefra. Ligeledes er foreningens sommerprogram, som blev afviklet lige før skolernes sommerferie, blevet mødt med stor interesse for de forskellige programsatte aktiviteter. Sommerprogrammet er en nyskabelse. Projektet, som nød godt af en beskeden kommunal underskudsgaranti, udviser en sund økonomi.
LOF´s formand, Alice Espeholt, udtaler, at bestyrelsen er meget tilfreds med det flotte resultat.
Her til efteråret, nærmere bestemt den 10. august, udsendes LOF´s nye program. Det er for en gangs skyld udarbejdet i samarbejde med LOF-afdelingerne i Nørre Djurs og Midtdjurs kommuner. Programmet vil blive uddelt til biblioteker, kulturhuse og skoler.
Blandt de mange spændende nye emner kan nævnes et udbygget kursus med digitalt kamera, hensyntagende stavgang, når bentøjet driller – både for kvinder og mænd. På den håndværksmæssige side skal omtales »flet i sølvtråd«, tilberedning og behandling af fisk, eksklusiv mad, og for de kulturhistorisk interesserede en grundig gennemgang af Romerriget og dets betydning for samtid og nutid. Der bliver ikke tid til at kede sig.
Kilde: //
Grenaa Bladet