SF’s trafikordfører, Morten Homann, foreslår nu at 2. fase af opgraderingen
af Grenåbanen sættes i gang:
Hastigheden på den yderste del af banen mellem Ryomgård og Grenaa skal sættes i vejret.
Det er en mindst lige så god
investering som en bro over Femern Bælt – og mange gange billigere.
»Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at få en opgradering af den inderste strækning af Grenaabanen igennem, men moderniseringen af nærbanen må ikke stoppe her.
Der er kolossale tidsgevinster at hente ved en meget enkel opgradering. Kan man få hastigheden op på 100 km/t, vil der kunne spares mindst seks minutter på den yderste del af strækningen. Det vil samlet set reducere rejsetiden mellem Grenaa og Århus med et kvarter, og det vil for alvor gøre banen til et attraktivt alternativ«, udtaler Morten Homann. »Djursland er inde i en kedelig udvikling for tiden, men en opgradering af jernbanen kan være med til at vende udviklingen, tiltrække arbejdspladser og forvandle Djursland til et naturligt bosætningsområde for Århus. Investeringen er efter alt at dømme omkring 30 mio. Tilmed viser tal fra Trafikministeriet, at det samfundsøkonomisk vil være en mindst lige så god investering som en bro over Femern Bælt – et projekt til over 50 mia., som ministeren jo jævnligt understreger, er en ren guldgrube«, fortsætter Morten Homann.
»Nu har vi omsider fået første fase af opgraderingen på plads. Derfor vil jeg nu tage kontakt til trafikministeren og forligspartierne bag aftalen om fase 1 af Grenåbanen for at få den næste fase sat i gang hurtigst muligt. Det fortjener både Århus og Djursland«, slutter Morten Homann.
Kilde: //
Grenaa Bladet