Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Fradrag hjælper for lidt

Sjovt nok har vi i dagens avis fundet et læserindlæg, der ligesom vores egen borgmester Jellesen gør opmærksom på, at den foreslåede ordning med, at pendlere med over 100 kilometers kørsel til/fra arbejde skal have et større fradrag, ikke kommer til at betyde nogen større forbedring for kommunens økonomi og folks lyst til at slå sig ned her. Vores Venstre-borgmester og dagens socialdemokratiske skribent er altså enige i kritikken af regeringen på dette punkt, men sidstnævnte går naturligt nok endnu videre i kritikken:

”Regeringen har brugt lang tid til at læse på lektien om problemerne med det skæve Danmark.
Tilsyneladende har regeringspartierne handlet ud fra dét ”verdensbillede”, at alle danskere bor i en forholdsvis stor by, for hver gang, vi har rejst problemerne med landdistrikterne og deres fremtidige udvikling, så har svaret været: ”Vi arbejder med sagen”.
Nu er regeringen kommet med, hvad de selv kalder, en god idé.
Pendlerne i 50 udvalgte udkantskommuner skal have et større kørselsfradrag. Alt efter afstand er der tale om et fradrag på 3-10.000 kr. om året.
Det kunne lyde som en god idé, men forslaget er desværre uambitiøst og forældet i sin tankegang, men værst af alt: det virker ikke.
Ser man tilbage på dén skattepolitik, der er ført over de seneste 30 år, så kan skatteeksperter stort set enes om én ting, nemlig at skattefradrag grundlæggende er noget bras – det er tungt at håndtere administrativt – det rammer skævt – det dur ikke.
Den enkelte pendler i den ”rigtige” kommune kan naturligvis glæde sig over lidt flere penge, men at tro, at et højere kørselsfradrag kan sætte gang i de små og mellemstore kommuner, som sukker efter udvikling, og som reelt med forskellige grader af skattestop og udgiftsrammer er sat under administration, det er udtryk for en liberal, naiv tankegang.
Konkret er det oven i købet sådan, at såfremt idéen om at give pendlere et større fradrag bliver gennemført, så vil det blot være de andre skatteydere i kommunen, som kommer til at betale lettelsen.
Skattefradraget skal nemlig modregnes i det kommunale skattegrundlag, og dét betyder derfor, at kommunekassen kommer til at mangle et beløb svarende til det forstørrede fradrag.
Lidt forenklet kan man sige, at det svarer til at fodre hunden med dens egen hale.
Hvis man mener det alvorligt, når man taler om at ville rette op på det skæve Danmark, så må vi have en klar politik omkring opgavefordelingen i vores samfund. Hvordan skal fremtidens kommune se ud? Har regeringen et bud på dét?
Får kommunerne deres selvstyre tilbage, eller kan hovedparten af byrådene ligeså godt lukke mappen og lade sagsbehandlerne tage over?
Hvis politik handler om at have retten til at vælge retning, så må vi sige, at kursen af regeringen er sat på auto-pilot i øjeblikket.
De lovbundne udgifer stiger – indtægterne falder, og handlemulighederne, der er tilbage, består i at reducere i en service, der mange steder allerede er for ringe. Det er ganske enkelt ikke kommunal frihed.
Regeringen tøver med at sætte ord på en ny kommunalreform – den har ikke noget bud på en udligningsmodel, som kommunerne kan bygge deres langsigtede politik på.
Man løser ikke afgørende den regionale skævhed i Danmark med fantasiløse og tilfældige fradrag.
Vi vil se en dynamisk indenrigspolitik, som for alvor sætter fokus på udvikling i stedet for afvikling af landdistrikterne.
Vi skal derfor have en bedre og mere forgrenet kollektiv trafik.
Vi skal have bilafgifterne meget længere ned på de driftsøkonomiske biler.
Vi skal have ligestillet energipriserne i by og på land.
Vi vil se en aktiv kulturpolitik placeret også i landdistrikterne.
Vi må sikre landkommunerne en ordentlig mellemkommunal udligning, så de sættes i stand til f.eks. at levere et folkeskoleprodukt, hvor der er mere fokus på begreber som kvalitet, faglighed og udvikling.
Det er naturligvis en ærlig sag for en regering at løbe tør for langsigtede visioner på det kommunalpolitiske område, og modigt er det bestemt også at udstille sin manglende interesse for de små og mellemstore kommuners trivsel, men spørgsmålet er, om det er særligt klogt.”
Skrevet af den socialdemokratiske folketingskandidat, Lars Bang fra Spentrup, i Randers Amtsavis tirsdag d. 9. september

Kilde:

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam