Stenvad Boldklub stod igen i år med den praktiske ledelse af RGI´s
fodboldskole i Ørum den sidste uge i juni måned.
Fodboldskoleleder Per Mogensen fortæller at ialt 103 børn og unge havde tilmeldt sig fodboldskolen, heraf 28 piger.
Sidste år havde 75 deltagere. De fleste deltagere kom fra lokale klubber, Gjerrild/Bønnerup IF, Voldby IF og Stenvad Boldklub, der samtidig havde stillet instruktører til rådighed. Stenvad Boldklub, der var fodboldansvarlig, havde skabt en god forberedelse af de 8 voksne instruktører og 5 unge gennem trænerkursus under ledelse af RGI-instruktør.
Når vejret ikke tillod udendørs fodboldspil kunne der gøres brug af hallen i Ørum Aktiv Center og gymnastiksalene på Ørum Skole. Som noget nyt i år, var der lavet aftale med kantinen på Ørum Skole om mulighed for køb af mad. Mange børn tog godt mod tilbuddet og Sussi´s lækre mad blev en kæmpe succes.
Per Mogensen takker for det gode samarbejde med alle i Ørum, og fortæller videre, at ugen bød på besøg af AGF´s superligamålmand Steffen Rasmussen, der for øvrigt spillede ungdomsfodbold i Stenvad Boldklub. Han fortalte om sit liv som professionel fodboldspiller, og senere lavede han målmandstræning med udvalgte målmandstalenter fra alle årgangene.
Pigefodboldspillerne fik besøg af Maja Juliussen og Dorte Rauf fra Skovbakkens elitehold, som gæsteinstruktører, hvilket blev et meget populært indslag, hvor de viste nogle af de øvelser de laver som fodboldspillere i eliten. Fodboldskolen sluttede af med en rigtig EM-turnering, og til sidst den obligatoriske vandkamp med instruktørerne.
Kilde:
unavngivet