Og så havde Kino i fredags i øvrigt Danmarkspremiere
på en spillefilm, der også er hentet fra tegneseriernes univers. Der er tale om »Hellboy«, der er instrueret af Guillermo del Toro. Historien starter under 2. Verdenskrig.
Den globale krig er ved at nærme sig afslutningen, og nazisterne er for alvor trængt. De allierer sig med den gale videnskabsmand, Grigorij Rasputin, der sætter en ceremoni i gang, som skal vække en hær af dæmoner til live.
Dæmoner, som skal hjælpe nazisterne med at nedkæmpe de allierede styrker. Men heldigvis få de allierede nys om nazisternes skumle planer, så en specialstyrke - under ledelse af den gode professor Broom - sættes til at forpurre ceremonien. Specialstyrken når dog ikke frem i tide, og det lykkes nazisterne at vække en enkelt dæmon til live - Hellboy.
Men i stedet for at udslette Hellboy vælger professor Broom at tage ham i de allieredes forvaring og opfostre ham i den gode sags tjeneste. Det viser sig hurtigt, at Hellboy - spillet af Ron Pearlman - er velsignet med en række yderst overnaturlige evner. Sammen med et par andre overnaturlige væsner - den telepatiske Mer-Man og den ildbetvingende Liz - bliver Hellboy en del af et tophemmeligt team, som skal beskytte jordens befolkning mod onde kræfter - og ikke mindst den onde Rasputin, der konstant forsøger at omvende Hellboy til at blive ond og sætte et altødelæggende ragnarok i gang.
Kilde: //
Grenaa Bladet