I 2002 fik Computer-Bøvl-miljøet i Nørre Djurs EU's opbakning
til etablering af et trådløst bredbåndsnet for befolkningen i Nørre Djurs. Det trådløse landskabsnet Noerre-DjurS.net fik status som et EU-forsøgsprojekt med 50 % støtte til et etableringsbudget på 1.440.000 kr. Målene er nu mere end opfyldte.
Set fra EU's side gik forsøget ud på at undersøge om der kunne skabes en billig IT-infrastruktur og Internetadgang for borgerne i det tyndt befolkede og udstrakte Nørre Djurs ved hjælp af trådløs radiobaseret netværksteknologi.
Baggrunden var at omkring 25 % af husstandene i de egentlige landdistrikter, med store afstande og spredt bebyggelse, ikke kan få bredbånd, og at ingen af de mere end 30 Internetudbydere, der har haft budet om at skaffe bredbånd til hele Djursland, har kunnet løfte opgaven på et kommercielt grundlag.
En projektbeskrivelse for Nørre Djurs området skønnede, at Bøvl-miljøets frivillige, for at dække hele terrænet med Internetadgang via billig radioteknik, skulle oprette 38 senderstationer, hver med en dæknings-rækkevidde ud til mindst 1,5 km i alle retninger.
På grund af begrænsning i de midler der kunne søges, skulle der i løbet af forsøgsperioden dog kun etableres den nødvendige infrastruktur for kommunen og skabes dækning i de 10 større landsbyer, så borgerne dér kunne tilbydes billig bredbåndsadgang, til en begyndelse.
Forsøgsprojektet skulle afsluttes med at afprøve mulighederne for også at tilslutte landbefolkningen, gennem at skabe radiodækning i ét udvalgt landområde.
Bestræbelsen skulle være at tilslutte op til 44 husstande i hvert af disse i alt 11 dækningsområder. Efter forsøget skulle der så arbejdes videre med at skabe fuld dækning i alle kommunens landdistrikter, gennem etablering af resten af de planlagte 38 områder.
Nu er forsøget gennemført. Mellem 1. maj 2003 og 30. juni 2004 er de planlagte knap 500 husstande blevet tilsluttet. Men de frivillige arbejdsgrupper i landsbyerne har ikke blot skabt de 11 dækningsområder, der var planlagt for projektperioden med EU-tilskud, men har faktisk allerede etableret alle de skønnede 38 dækningsområder.
Med yderligere 7-10 nødvendige dækningsområder i støbeskeen, og nogle småjusteringer og forbedringer, der skal sikre kvaliteten, vil langt de fleste husstande i Nørre Djurs nu eller snarest kunne få billig adgang til bredbånd der hvor de bor via det ukommercielle Noerre-DjurS.net. Målet er at alle der ønsker det skal kunne få en billig bredbåndstilslutning, så derfor vil Noerre-DjurS.net's og DjurslandS.net's frivillige i den kommende tid arbejde videre med at skabe tilfredsstillende tekniske løsninger for de husstande, som den allerede etablerede infrastruktur endnu ikke dækker i Nørre Djurs og på resten af Djursland.
Computer-Bøvl-miljøet i Nørre Djurs har nu opfyldt målene i det EU-støttede projekt med etablering af et trådløst bredbåndsnet for befolkningen i Nørre Djurs. På billedet ser man blandt andre Bjarke Nielsen, der har været primus motor i projektet.
Kilde: //
Grenaa Bladet